Under Corona pandemien er det blevet populært at besøge sit eget hjemlands byer på korte ferier, hvor man tidligere tog på storby-trips til udlandet – typisk London, Paris, Barcelona, New York og Berlin.
Nu er rejse-restriktionerne ved at blive fjernet mange steder, så vi igen kan tage på forlænget weekend til spændende byer andre steder i verden.
Men hvor skal vi tage hen? Skal vi besøge ”the usual suspects”, eller er der kommet andre, som rummer kvarterer, vi ganske må besøge.
Det britiske magasin ”Time Out” hjælper godt på vej med sin nye oversigt over de cooleste nabolag på denne jord.
”Time Out” har spurgt 27.000 af sine læsere plus bladets egne rejse-medarbejdere, og de har kåret København som den mest hotte storby at gæste lige nu. Eller mere præcist Nørrebro i København.
Det er tredje gang, ”Time Out” laver sin hitliste over verdens mest spændende bydele og kvarterer. 49 storbyer er blevet vurderet ud fra både de klassiske kriterier som natteliv, spisesteder og kultur – og fra nye punkter som fællesskabs-følelse, bæredygtighed og ukuelighed.
Alle de kvaliteter har Nørrebro, så i virkeligheden behøver danskerne slet ikke at rejse udenlands for at opleve den sjoveste storby på denne klode.
I sin begrundelse for at vælge Nørrebro skriver ”Time Out” bl.a, at ”bydelen byder på en farverig blanding af historiske seværdigheder, ultra-moderne arkitektur og gastronomiske mesterværker.”
Nørrebro har desuden vist, at en bydel glimrende kan overleve trods Corona begrænsninger: Nye bagerier, restauranter med lokale danske råvarer og vinbarer med fokus på naturvin er poppet op i en lind strøm i de seneste par år.
Desuden forvandler de bilfrie søndage på Nørrebrogade gaden om til en levende arena med live-musik og loppemarkeder.
Dertil skaber nye interaktive kunst-udstillinger som ”Usynlige stuer” nyt liv i ellers upåagtede hjørner af Nørrebro.
”Time Out” fremhæver også velkendte og berømte hang-outs som Chelsea i New York, Budapests XI distrikt eller det historiske Jongno 3-ga område i Sydkoreas hovedstad Seoul, men gør samtidig opmærksom på, at der er sket en del forandringer siden den seneste oversigt fra 2018.
Bangkok er f.eks. forsvundet helt fra Top-10, selvom Thailands hovedstad gennem flere år har været verdens mest turist-besøgte storby – 23 millioner om året. London og Paris glimrer også med deres fravær på ”Time Outs” hitliste.
Til gengæld er nye og måske lidt utraditionelle destinationer som Nørrebro i København, Senegals hovedstad Dakar med Ngor bydelen eller Vilnius’ banegårds-kvarter i Litauen røget til tops.
Her er ”Time Outs” 10 mest spændende bydele, kvarterer og nabolag at besøge lige nu:
- Nørrebro i København
- Andersonville i Chicago
- Jongo 3-ga i Seoul
- Leith i Edinburgh
- Station District i Vilnius
- Chelsea i New York
- XI District i Budapest
- Ngor i Dakar
- Sai Kung i Hong Kong
- Richmond i Melbourne
(Indledningsfoto til artiklen: Kim Wyon / Visit Denmark)
Skriv et svar