Københavns Lufthavn (CPH) har ikke kun været i problemer på grund af Corona pandemien med rejse-restriktioner og passagerer, der bliver hjemme.
Danmarks største lufthavn er samtidig under stigende pres fra sine nordiske konkurrenter i Oslo og Stockholm, der har været dygtige til at lokke nye internationale ruter til.
Oslo er hjemmebane for to nye norske flyselskaber med store ambitioner. Flyr er til lavpris på europæiske ruter, mens Norse Atlantic Airways vil følge i Norwegians fodspor og satse på billige flybilletter over Atlanten.
Arlanda i Stockholm har til gengæld tiltrukket Lufthansas datterselskab Eurowings, der vil åbne 20 lavpris ruter ud i Europa fra den svenske hovedstad.
Københavns arkilles-hæl er de lange inter-kontinentale non-stop ruter til især Nordamerika. De serviceres i dag kun af SAS, hvor der før var flere flyselskaber om dem. Ikke mindst er det gamle Norwegian hårdt savnet i CPH.
Derfor må det føles som et lille plaster på såret, når verdens næststørste flyselskab Delta Air Lines nu meddeler, at man vil genoptage sin rute mellem New York og København fra juni næste år.
Den populære sommer-rute har været lukket i næsten to år på grund af Corona. Første afgang bliver den 3. juni 2020, og der er planlagt fem ugentlige afgange til og fra JFK lufthavnen i New York.
Ruten er ikke kun vigtig for turismen i København. Den bringer også mange amerikanske krydstogt-passagerer til den danske hovedstad, hvor de stiger på skibe til sejladser i Østersøen og langs Norges kyster.
Delta Air Lines tilbagevenden til København er den anden gode langdistance-nyhed for CPH. I den forløbne uge meldte Air Canada ud, at selskabet også vil genoptage sin tidligere rute til den danske hovedstad.
Delta Air Lines vil bruge Boeing 767-300ER maskiner på ruten, der tager omkring 8,5 timer at gennemføre non-stop.
Flyene vil være opgraderet med en ny Premium Select klasse, der er Deltas navn for en Premium Economy, hvor der er adgang til mere fleksible billetter og lidt mere luksus end på den almindelige monkey class….
(Indledningsfoto til artiklen: Miguel Angel Sanz / Unsplash)
Skriv et svar