Den 1. november genåbner Thailand for turister fra 46 lande – deriblandt Danmark. Det sker med en række betingelser og krav, der gør rejsen besværlig,
Det ser danskerne dog ud til at blæse på. De kaster sig over søgninger på flybilletter og rejser til Thailand som aldrig før. De har trods alt over halvandet års tørke, hvor de ikke kunne komme til deres favorit destination.
Hos den store rejse-søgemaskine momondo.dk er søgninger på flybilletter til Thailand vokset med 226 procent i de seneste syv dage:
”Vi havde nok regnet med, at søgningerne ville stige, men ikke nær så meget som vi oplever lige nu. Thailand er jo et af danskernes foretrukne rejsemål oversøisk, og højsæsonen er her i vinter-månederne,” forklarer Per Christiansen. Han er talsperson for momondo i Danmark.
Momondo fortæller, at priser på flybilletter til Thailand lige nu ligger en smule lavere end før Corona. Omkring to procent under niveauet fra 2019.
De vigtigste fremskridt i forhold til tidligere er, at danskere fra den 1. november ikke længere skal i karantæne, når de lander i Thailand. De skal dog være fuldt vaccinerede og fremvise en frisk og negativ Corona test ved ankomst.
Er de ting i orden, kan danskerne rejse frit rundt i Thailand og f.eks. besøge populære turistmål som Bangkok, Phuket, Krabi og Koh Samui.
For en sikkerheds skyld anbefaler momondo sine kunder, at de holder øje med Udenrigsministeriets seneste rejsevejledninger for Thailand inden afrejse. Desuden bør man altid følge lokale anvisninger og restriktioner, der kan ændre sig hurtigt….
(Indledningsfoto til artiklen: Surawitch Atsaradorn / Pexels)
Skriv et svar