Jeg får tit spørgsmålet fra venner og kolleger i udlandet, om Danmark er et godt land at flytte til og arbejde i som udlænding.
Mange har jo læst om, at danskerne skulle være et af de mest lykkelige folkefærd i verden. Historier om et grønt samfund, hvor folk cykler i stedet for at ræse i bil, spredes også fint. Det samme gælder det faktum, at Danmark har verdens måske mest spændende restauranter.
Alle disse positive ting er dog ikke nok til at placere Danmark helt i top i en ny international analyse, der har undersøgt forholdene for ”expats”. En sjetteplads blandt 61 lande er dog slet ikke så tosset endda.
En ”expat” er typisk en udstationeret person, der er bosiddende i et andet land end i sit hjemland. Ofte er det specialister, faglærte arbejdere eller kunstnere, der tager stillinger i udlandet.
På verdensplan regner man med, at der findes 80 millioner ”expats”. Også det hurtigt voksende fænomen med digitale nomader vil i mange tilfælde høre til denne gruppe.
Det britiske forsikrings-selskab William Russell har specialiseret sig i at hjælpe ”expats”. Firmaet har kunder i 160 lande og tilbyder dem både livs- og sundheds-forsikring, løn-beskyttelse og forhandling af medarbejder-benefits.
Med 29 års erfaring i bagagen har William Russell nu lavet et ”World Expat Index”, hvor både virksomheder og ansatte kan skabe sig et billede af, hvilke lande der er gode at blive udsendt til – og hvilke man måske skal undgå.
Lad det være sagt med det samme: De ti bedste lande for ”expats” ligger alle i Europa. USA kommer f.eks. først nede på en global 47. plads, Emiraterne som nummer 35 og Kina på position 44,
Det allerbedste sted at rejse som udstationeret er Finland. Her er den fjerde-lykkeligste befolkning og den højeste livskvalitet med 8,81 points af ti mulige.
Til sammenligning er danskerne på en sjetteplads verdens ottende-gladeste folkefærd og nummer syv i livskvalitet.
Den nye analyse er dykket ned i en hel række parametre, der er vigtige for ”expats” – sundheds-standard, job-muligheder, tilfredshed med livet, befolknings-tæthed, antal af sygehuse, forventet levealder, gennemsnitlig løn, arbejdsløshed, kriminalitet, husleje-niveau, forurening, ligeberettigelse osv….
Hele ”World Expat Index 2021” med detaljerede vurderinger af 61 lande kan studeres via dette link….
(Indledningsfoto til artiklen: Humphrey Muleba / Unsplash)
Skriv et svar