Danmarks næststørste lufthavn er ved at udvikle sig til lavpris-selskabernes yndlings-legeplads i vores del af verden.
I dag meddelte det største af dem alle – Ryanair – vil åbne seks ekstra ruter fra Billund Lufthavn til næste sommer. De seks ruter kommer ud over de otte nye, som Ryanair er gået i gang med i vinter-programmet.
De nye sommerruter vil Ryanair flyve til Torino, Trapani og Bari i Italien, Madrid og Ibiza i Spanien samt Porto i Portugal.
Med de seks nye ruter regner Ryanair med at flyve til i alt 36 destinationer fra Billund til næste sommer. De vil give omkring 100 afgange hver uge.
To Boeing 737 fly vil blive fast stationeret i Billund. De vil give direkte jobs til 60 mennesker i den sydjyske lufthavn.
Ryanairs vokseværk med nye ruter vækker forståeligt nok stor glæde i Billund Lufthavn, der havde 255.395 passagerer i oktober måned. Det var 329 procent bedre end i samme måned sidste år, men stadig 28,3 procent under niveauet fra 2019 – før Corona.
I Billund kan man samtidig konstatere, at lufthavnen ligefrem er blevet en slags yndlings-legeplads for Europas lavpris-selskaber.
Ud over Ryanair har bl.a. spanske Vueling, tyrkiske Corendon og ungarske Wizz Air meldt om rute-udvidelser i de senere måneder.
De otte nye Billund-ruter, som Ryanair har åbnet her i vinter, går til Sevilla, Göteborg, Tallinn, München-Memmingen, Lissabon, Wroclaw, Sibiu og Bruxelles-Charleroi.
For at fejre Billund som ny base for Ryanair har flyselskabet lanceret et udsalgs-tilbud med billetpriser fra 20 euro eller 150 kroner. Billetterne skal være booket på Ryanairs hjemmeside senest fredag den 12. november.
(Indledningsfoto til artiklen: Billund Lufthavn)
Skriv et svar