Over 2,5 år efter det fatale flystyrt ved Addis Abeba, hvor 157 mennesker blev dræbt i en Boeing 737 MAX fra Ethiopian Airlines vil Boeing nu omsider betale erstatning til de dødes pårørende.
Efter en lang civil retssag anlagt af de dræbtes familier har Boeing accepteret at påtage sig ansvaret for ulykken, der skete kort efter starten fra den ethiopiske hovedstad den 10. marts 2019.
Inden Corona pandemien overtog alle overskrifter var flystyrtet i Nordafrika meget omtalt i medier verden over.
Sammen med en lignende ulykke hos Lion Air i Malaysia var den årsagen til, at Boeings nye 737 MAX fik flyveforbud verden over i mere end et år. De to styrt kastede samtidig USA’s største flyfabrik i sin største krise nogensinde.
Det næste trin bliver, at advokaterne fastsætter erstatnings-beløbet, der skal betales til hver familie. Det kan koste Boeing nye million-beløb ud over dem, som flyfabrikanten allerede har udredt.
I januar 2021 accepterede Boeing således at betale 2,5 milliarder dollars i bøde og erstatning for begge flystyrt tilsammen. På den måde undgik flyfabrikanten at få flere kriminelle sigtelser på halsen.
Som led i den første aftale fra januar oprettede Boeing en fond på 500 millioner dollars til de efterladte familie. Derudover betalte Boeing 1,77 milliard dollars i bøder og kompensation til de to flyselskaber for deres mistede fly.
I begge styrt, der tilsammen kostede 346 menneskeliv, har en fejlbehæftet styrecomputer i 737 Max fået skylden. Det drejer sig om den såkaldte MCAS – Manoeuvering Characteristics Augmention System – skal holde flyets næse nede under opstigning, så flyet ikke staller.
Styrtene blev fulgt af en stribe grimme afsløringer af Boeings forretnings-praksis, der omfattede bedrageri, skjulte fejl og manipulerede sikkerheds-rapporter.
MAX-sagen kostede bl.a. Boeings tidligere topchef jobbet og har ført til meget skrappere kontrol , når myndigheder skal godkende nye flytyper.
Boeing måtte indbygge mange tekniske forbedringer i 737 MAX, før flyet igen fik lov til at lette med passagerer igen. I dag anvendes flytypen uden problemer af mange flyselskaber verden over….
(Indledningsfoto til artiklen: Ethiopian Airlines)
Skriv et svar