Vi har hørt denne sang mange gange gennem årene: Mobiler er farlige for sikkerheden i passagerfly. Først var det 3G telefoner, så 4G – og nu vender historien tilbage med de nye 5G smartphones.
Det, der gør overskriften en smule mere seriøs denne gang, er, at advarslen kommer direkte fra de officielle luftfarts-myndigheder i USA.
Federal Aviation Administration (FAA) har udsendt en speciel nyheds-bulletin til flyfabrikanter, flyselskaber, lufthavne og piloter. Emnet er de potentielle risici ved 5G telekommunikation for flytrafikken.
I nyhedsbrevet skriver FAA, at ”der endnu ikke foreligger rapporter med bevis for skadelig interferens fra trådløs mobilkommunikation på internationalt plan”.
Samtidig opfordrer FAA til, at myndigheder verden over undersøger til bunds, om de nye 5G telefoner med andre frekvensbånd kan komme til at genere passagerflyenes følsomme elektronik.
Ifølge nyhedstjenesten Reuters advarer FAA direkte luftfarts-industriens operatører om, at de skal være forberedt på, at 5G sendere (som i mobiler) kunne føre til funktions-svigt i vigtigt sikkerheds-udstyr ombord på flyene.
Desuden advarer FAA om, at der kan være en”risiko for, at kvaliteten af sikkerheds-systemer og andet udstyr i flyene kan forringes. Især, hvis de er afhængige f.eks. radio-baserede højdemålere.”
At FAA’s interne advarsel til luftfarts-industrien overhovedet er kommet frem i de amerikanske medier, skyldes Boeings meget omtalte 737 MAX-skandale.
Den afslørede ikke kun sjusk i Boeings udvikling og produktion af passagerflyet, der førte til to fatale flystyrt og et efterfølgende start-forbud over hele verden.
FAA kom også selv i et uheldigt søgelys, fordi myndigheden havde overladt til Boeing selv at tjekke, om de nye fly overholdt alle regler. En opgave, der ellers normalt skulle varetages af FAA’s kontrollører.
I sit nyhedsbrev kommer FAA ikke direkte med forslag til, hvordan flyselskaber kan imødegå tvivlen omkring de nye 5G telefoner.
Det kunne dog f.eks. være ved, at piloterne fremover bad passagererne ombord om at slukke alt udstyr, der indeholder 5G. Alternativt kunne mobiltelefoner sættes i ”flyve-tilstand”.
Naturligvis har teleselskaberne svaret igen ved at påstå, at 5G mobiler ikke udgør nogen som helst risiko for luftfarten. Heller ikke, når de bruger de såkaldte C-frekvenser, der ligger ret tæt på flyenes interne radio-bølger.
Den amerikanske teleindustris branche-organisation CTIA oplyser, at ”der kører adskillige 5G netværk i 40 lande, som bruger C-frekvenserne helt uden problemer.”
I den kommende tid vil nok høre meget mere til diskussionen – både for og imod 5G i flyene. I den forbindelse vil det være klogest at lytte til, hvad piloterne beder om i flyenes højttalere….
(Indledningsfoto til artiklen: Daniel McCullough / Unsplash)
Skriv et svar