Siden 2019 har passagerer hos SAS kunnet købe sig en lidt grønnere samvittighed ved at købe et tilskud af bio-benzin i det brændstof, som deres rutefly vil forbruge på rejsen.
Det foregår ved, at rejsende i forbindelse med deres billet-booking kan købe 20-minutters blokke med bæredygtigt bio-brændstof (SAF). Hver blok koster 10 euro eller 70 danske kroner.
SAS har som mål at blive global leder inden for bæredygtig luftfart. Derfor er det ikke nok at købe nye og mere brændstof-effektive flytyper. Det gælder også om at få kunderne til støtte initiativet ved at købe grønne blokke på deres flyrejser.
For at få flere passagerer til at gøre det, er SAS siden i går begyndt at belønne de rejsende, der gør det:
Hvis de er medlem af SAS Eurobonus kunde-klubben, får de 500 ekstra point for hver bio-brændstof blok på 20 minutter, som de køber. Hvis de har point nok, kan de f.eks. bruge dem til gratis flyrejser.
Derudover fortsætter SAS med gratis at CO₂-kompensere alle EuroBonus medlemmers flyveture med flyselskabet. Kompensationen sker f.eks. ved, at SAS støtter grønne projekter økonomisk.
SAS gør opmærksom på, at selskabet ikke tjener penge på kundernes indkøb af bio-benzin. Det fungerer som en tilføjelse til den mængde bio-brændstof, som SAS allerede har forpligtet sig til at købe.
Den mængde bio-brændstof, som en SAS kunde køber, vil ikke nødvendigvis blive brugt i netop dét fly, han eller hun rejser med.
I stedet vil den købte bio-andel indgå i det store SAS-regnskab, hvor den vil erstatte en tilsvarende andel af traditionelt fossilt brændstof.
(Indledningsfoto til artiklen:SAS)
Skriv et svar