Indtil for et par år siden konkurrerede islandske WOW Air og norske Norwegian lystigt om at transportere flypassagerer mellem USA og Europa til de lavest mulige priser.
Ideen var god, men svær at få til at hænge sammen rent økonomisk. I dag er WOW Air for længst gået konkurs, mens Norwegian har sadlet om for at overleve. Nu flyver Norwegian kun i Norge, Skandinavien og på populære ruter i Europa.
I juni i år dukkede der så et nyt islandsk flyselskab op, som ville tage arven op efter WOW. Nu skulle det ikke kun blive billigt at rejse til Island igen, men også videre til Nordamerika. Eller naturligvis også den modsatte vej.
De knaldrøde Airbus fly fra PLAY er hyppige gæster i 11 europæiske lufthavne – bl.a. i København. Men de flyver ikke videre end til Island, hvor der bestemt også et smukt at holde ferie.
Den videre rejse til USA efter et kort stop i Reykjavik må vi dog vente med indtil april næste år. Da åbner PLAY nemlig ruter til Boston og Washington DC. Senere skal flere følge efter – vel først og fremmest New York.
PLAY fejrer åbningen til og fra USA med meget billige introduktions-priser. En retur-billet skal således kun koste 109 dollars eller ca. 730 kroner. Det er inklusive skatter og afgifter.
Til gengæld må man undvære Wi-Fi ombord og gratis adgang til masser af film og underholdning på flyveturen. Dét kan man ikke forvente til den pris.
Desuden koster al bagage ekstra. Har man tasker eller ting med, der kræver plads i bagage-skabene i kabinen, vil de koste mellem 26 og 37 dollars oveni billetten.
Større bagage, der tjekkes ind, skal man betale mellem 32 og 93 dollars for – afhængig af størrelse og vægt.
Så brug lige lommeregneren, før I booker løs hos PLAY. Det gælder ikke mindst, hvis I først bestiller billet efter den 24. december.
Tilbuddene gælder nemlig kun indtil juleaften. Derefter hopper priserne over til mellem 300 og 400 dollars for en returbillet.
PLAY indleder sin rute til Baltimore Washington International Airport den 20. April næste år og til Boston Logan International Airport den 11. maj.
Begge lufthavne ligger på den amerikanske østkyst og kan uden problemer nås med PLAY’s relativt små Airbus A320neo og A321 fly.
(Indledningsfoto til artiklen: PLAY / Facebook)
Skriv et svar