Mange danskere er blevet kloge af skade. Fra tidligere i Corona perioden eller fra endnu før har de lært, at det er en god idé at tegne en rejse- og en afbestillings-forsikring, og nu bliver de brugt flittigt.
Det mærker man tydeligt hos forsikrings-selskabet If, hvor man i den seneste uge efter nytår har modtaget 60-70 procent flere henvendelser end normalt fra kunder med spørgsmål om rejser og rejseforsikringer. Det svarer til mellem 500 og 600 kontakter om ugen.
Samtidig har If aldrig før oplevet så stor anvendelse af afbestillings-forsikringer. Det er over fire gange så mange som før pandemien.
Mange testes Corona positive lige inden deres afrejse, og så kan de ikke tage af sted. I stedet bliver der brug for forsikringen, som de forhåbentligt har tegnet.
Ifølge Eva Lindberg Vibe, der er produktchef for privatforsikringer hos If, hersker der stor usikkerhed hos danskerne. Mange har svært ved at finde hoved og hale i rejsekrav og -restriktioner.
Hun forklarer, at det er de indrejse-vilkår, der er aktuelle 72 timer før afrejse, som danner grundlag for, om man kan bruge sin afbestillings-forsikring eller ej.
Hvis man føler sig utryg, eller har man bare ikke lyst til at tage på rejse, som situationen er lige nu, bør man i stedet undersøge muligheden for at ombooke og udskyde ferien.
En række af de populære vinterferie-rejsemål kræver i øjeblikket en negativ Corona-test ved indrejse.
Har man været smittet inden for de seneste 12 uger, kan en PCR-test vise positiv, selvom man er rask. Der kan nemlig stadig befinde sig inaktive virus i kroppen, fortæller forsikringsselskabet.
Hos If har man fået flere henvendelser fra nyligt raskmeldte, der har været for hurtige til at bestille en ny ferie. De kan så ikke indfri kravet om en negativ test og risikerer at blive nægtet indrejse.
Her er nogle gode råd fra If om, hvad man skal være opmærksom på inden rejse her i Corona perioden:’
Tjek, at du har gyldig rejse-forsikring og afbestillings-forsikring. Mange husstande valgte i 2020 at stille rejseforsikringen i bero for at spare udgiften, mens verden var farvet orange. Særligt unge hjemmeboende skal tjekke, at forældre har genkøbt rejseforsikring. Vær også opmærksom på, at afbestillings-dækningen typisk har en karenstid på 14 dage fra købsdatoen. Det betyder, at alt, hvad der sker i disse 14 dage, ikke er dækket.
Sæt dig grundigt ind i indrejse-reglerne i det land, du rejser til – både før du køber rejsen og inden du tager afsted. Benyt Udenrigsministeriets hjemmeside. Hold dig orienteret løbende og helt frem mod afrejsen. Er du fortsat usikker, kan du kontakte dit forsikringsselskab.
Vær ekstra opmærksom på forskellige krav om til test før indrejse – om du er vaccineret, tidligere smittet, eller om der er særlige forhold for medrejsende børn.
Er du stærk i tvivl, om du skal rejse eller ej, er det en god idé at tjekke hos rejsebureau, rejsearrangør eller flyselskab, om man kan ombokke rejsen til et senere tidspunkt.
Udgifter til Corona-tests i udlandet, der kræves som led i rejse-restriktioner, dækkes ikke af forsikringen. Vær opmærksom på, at det hurtigt kan blive dyrt at gå til en privat test-udbyder i andre lande.
Kører du selv i udlandet, skal du holde dig orienteret om regler og restriktioner ved både indrejse og for transit gennem landet. Husk at tjekke både, før du tager afsted – og inden du kører hjemad. Restriktioner kan ændre sig dag for dag og være forskellige på ud- og hjemtur….
(Indledningsfoto til artiklen: Yaroslav Shuraev / Pexels)
Skriv et svar