Europas største lavpris-selskab – Ryanair – regner med, at luftfarten kommer op at stå igen efter Corona krisen senere i 2022.
Ryanair forventer samtidig, at det vil være slut med de ekstreme dumping priser på billetter, som flyrejser er præget af i øjeblikket.
Flyselskaberne har for mange fly og sæder til for få passagerer, der er forsigtige med at rejse. Resultatet er lave billetpriser for bare at få lokket i hvert fald nogle gæster ombord.
I Billund Lufthavn har man således set rejser tur/retur til London, der kun kostede ni kroner inklusive skatter og afgifter. Også fra København kan man flyve til ekstremt lave priser for tiden.
”Så snart rejse-restriktionerne bliver ophævet ude i de forskellige lande, vil vi se et comeback for rejser,” siger Ryanairs topmanager Eddie Wilson til nyhedstjenesten Bloomberg.
Wilson regner med, at antallet af flyafgange og sæder i Europa bliver mellem 10 og 15 procent mindre end før Corona. Det vil presse priserne i vejret.
Naturligvis gælder det ikke altid offensive Ryanair. Modsat branchen generelt vil det irske selskab til sommer tilbyde flere billetter end nogensinde før. Også sammenlignet med 2019, inden Corona dukkede op.
Lige nu lider Ryanair dog også under Omikron – som alle andre. På grund af nye rejse-restriktioner har lavpris-selskabet aflyst 55 procent af sine planlagte afgange i januar og februar. I Danmark er der tale om 28 af 55 ruter….
(Indledningsfoto til artiklen: Promil69 / Pixabay)
Skriv et svar