Det er ikke kun (næsten) alle Corona restriktioner, der forsvinder i dagliglivet i Danmark fra tirsdag den 1. februar. I dag besluttede regeringen, at det også skal gælde de skærpede krav for indrejse i vores land, der blev indført den 27. december.
De generelle indrejse-restriktioner, der var gældende før indførslen af de skærpede regler, fortsætter så indtil den 28. februar.
Fra på tirsdag kan alle personer fra hele verden med et gyldigt bevis for vaccination med en anerkendt vaccine eller tidligere smitte rejse ind i Danmark uden at blive mødt af Corona restriktioner.
Personer, der rejser ind fra EU og Schengen uden gyldigt bevis for vaccination eller tidligere smitte, skal tage en test senest 24 timer efter ankomst til Danmark. Den slipper de for, hvis de har en negativ antigen- (48 timer) eller PCR-test (72 timer) foretaget forud for indrejse.
Personer, der kommer fra lande uden for EU- eller Schengen-området uden gyldigt vaccine-bevis eller tidligere smitte, skal være opmærksomme på, om man rejser ind fra et Corona-risiko eller høj-risiko-land. I øjeblikket er der 13 risiko-lande – resten er højrisiko.
Ved indrejse fra et højrisiko-land er der krav om test ved indrejse og efterfølgende karantæne. Rejsende fra risiko-lande kan nøjes med en Corona test senest 24 timer efter ankomst til Danmark.
Der gælder fortsat en de samme undtagelser som tidligere for visse persongrupper til krav om test eller isolation. Det er bl.a. for børn under 15 år, personer med fast bopæl i grænselandet samt medrejsende børn.
Endelig forsvinder alle særlige restriktioner for krydstogt-gæster i Danmark. Fra 1. februar er de sidestillede med andre rejsende fra udlandet og har de samme generelle regler at følge.
(Indledningsfoto til artiklen: Ernst Tobisch / Københavns Lufthavne)
Skriv et svar