Mange branchefolk mener, at det igen vil blive dyrere at tage med fly til foråret. Det mærker man bare ikke noget til lige nu.
Tværtimod ligger billetpriserne lavere end nogensinde før. Specielt med afrejse fra København kan man rejse ud i Europa til næsten ingen penge.
Ifølge den danske rejse-sammenlignings-side www.travelmarket.dk koster en tur/retur billet fra København til en række populære storbyer kun 240 kroner i gennemsnit i uge otte. Det vil sige i slutningen af februar.
Det er 31 procent billigere end nogensinde før i de efterhånden mange år, at rejseportalen og dens tilknyttede Dansk Flyprisindeks har holdt øje med prisudviklingen for flybilletter.
”Vi har oplevet faldende billetpriser i adskillige måneder, og mange af dem har været rekordlave. Hvad vi nu ser i uge otte, er alligevel vanvittigt. Bunden må ganske enkelt være nået,” mener direktør Ole Stouby fra Travelmarket.dk.
Ole Stouby vurderer, at vi vil se billetpriserne stige igen i løbet af marts og april, når Europa åbner igen efter den seneste Omikron nedtur.
Forklaringen på de super-lave priser lige nu hedder nemlig Corona: Flyselskaberne har alt for mange maskiner i luften til de lille antal passagerer, der tør og vil rejse lige nu.
Der er kun to modsvar: Enten skærer man ned på antal afgange – og hvis man ikke kan nå at gøre det på kort varsel – må billetpriserne sættes ned.
Præcis det samme har også chefen for Europas største lavpris-selskab – Ryanair – forudsagt. Han forudser, at Ryanair vil dumpe priserne voldsomt for at få folk lokket tilbage på vingerne. Dét trick har fungeret mange gange før og vil gøre det igen.
Ifølge Travelmarket.dk er det københavnerne, som i øjeblikket får glæde af de billigste flybilletter – nemlig når de kan rejse i slutningen af februar, hvor mange skoler har vinterferie.
Billetpriserne er dog også rekordlave i Aalborg og Billund – bare ikke helt så lave som i hovedstaden. Nordjyderne har 0,3 procent og sydjyderne 1,4 procent lavere priser end nogensinde før.
Mange nordjyder hoæder skolernes vinterferie i uge otte i stedet for uge syv. For dem er det oplagt at tage familien med ud at rejse og se Europas storbyer i slutningen af februar – hvis de da er åbne og har fået de fleste Corona restriktioner streget til den tid.
Fra Aalborg er gennemsnitsprisen på en flybillet i uge otte faldet til 709 kroner. Det er 31 procent lavere end i 2010, der havde den hidtidige bundrekord.
Fra Billund er gennemsnitsprisen 354 kroner i uge otte. Det er 44 procent billigere end det hidtidige lavmål fra 2019.
Fra København er gennemsnitsprisen i uge på kun 240 kroner – hele 35 procent under det gamle rekordmærke fra 2020.
Blandt de billige flybilletter, som der er fundet i pristjekket er følgende billige billetter til nogle af Europas mest populære storbyer.
Her er nogle eksempler på meget lave billetpriser i uge otte – tur/retur og inklusive skatter og afgifter:
Fra København
Barcelona – 409 kroner
Berlin – 231 kroner
Rom – 196 kroner
Paris – 240 kroner
Fra Billund
Barcelona – 241 kroner
London – 88 kroner
Paris – 474 kroner
Prag – 151 kroner
Fra Aalborg
Barcelona – 641 kroner
Berlin – 478 kroner
Prag – 671 kroner
Rom – 693 kroner
At der er så store forskelle på billetpriserne fra de tre danske lufthavne, kan bl.a. skyldes, at konkurrencen mellem flyselskaberne er størst i København og mindst i Aalborg.
Travelmarket.dk oplyser, at pris-informationerne til denne artiklen er indhentet den 25. januar 2022. Priserne kan variere fra dag til dag.
I Europa tjekker Travelmarket løbende billetpriser fra Danmark til følgende storbyer i Europa: Amsterdam, Barcelona, Berlin, London, Oslo, Paris, Prag, Rom, Stockholm og Wien….
(Indledningsfoto til artiklen: L Filipe C Souza / Unsplash)
Skriv et svar