Rusland skal ikke kun straffes med handels- og finans-restriktioner på grund af sin invasion adf Ukraine. Nu skal russerne også isoleres trafikalt fra omverdenen.
Helt som forventet følger EU nu i hælene på Storbritannien og flere andre lande og lukker sit luftrum for russiske trafikfly.
Ifølge det tyske nationale tv ARD her til aften vil flyve-forbuddet være én af flere alvorlige tiltag i den tredje sanktions-pakke, som EU vil beslutte søndag.
London stoppede allerede alt samarbejde med Ruslands nationale flyselskab Aeroflot torsdag, hvorefter Moskva omgående svarede igen med at forbyde alle britiske fly at rejse over russisk territorium.
Polen fulgte efter fredag og de tre baltiske stater lørdag. Estland, Letland og Litauen lukker deres luftrum for russiske fly med virkning fra midnat til søndag og på ubestemt tid.
Den gælder for fly med licenser, der er udstedt af russiske myndigheder. Undtagelser kan udstedes til nødlandinger og humanitære flyvninger.
Dermed har indtil videre Polen, Tjekkiet, Bulgarien, Storbritannien, Moldova, Estland, Bulgarien, Litauen, Rumænien, Litauen og Slovenien gjort det samme.
Flere flyselskaber har også allerede reageret:
Hollandske KLM bad f.eks. lørdag to af sine fly til Rusland vende om. Begrundelsen var, at flyene ikke kunne blive repareret i russiske lufthavne, hvis en fejl skulle opstå, fordi EU har forbudt al salg af fly og reservedele til Rusland.
KLM fly KL903 fra Amsterdam havde ellers været ved at lande i Moskva, da retur-ordren kom. Flyet måtte derfor mellemlande i København for at tanke op på hjemvejen. Det andet berørte KLM fly var KL1395 fra Amsterdam til Skt. Petersborg.
Her til aften meldte Lufthansa Group også ud, at man stopper med at flyve til og over Rusland i syv dage. Gruppen omfatter – ud over Lufthansa selv – flyselskaber som Austrian, Swiss, Eurowings og Brussels Airlines.
Rusland vil formentlig svare igen med et tilsvarende forbud mod, at vestlige passager- og fragtfly kan krydse russisk territorium.
Det vil medføre både aflysninger og forsinkelser af mange flyruter, der krydser hen over Rusland mellem Europa, Asien og Mellemøsten.
Således måtte Lufthansa lørdag aften beordre en Airbus A350 med flynummer LH718 tilbage fra russisk luftrum. Flyet var på vej fra München til Seoul i Sydkorea.
London lagde ud torsdag ved at forbyde russiske Aeroflot at starte og lande i britiske lufthavne. Også amerikanske Delta Air Lines har med øjeblikkelig virkning stoppet sit billet-samarbejde – code share – med Aeroflot.
Et andet stort flyselskab i Rusland – S7 Airlines – tog fredag konsekvenserne af de truende luftrums-spærringer og aflyste samtlige sine ruter fra Moskva til 16 europæiske lande – heriblandt tre lufthavne i Tyskland.
(Indledningsfoto af Aeroflot Airbus til artiklen: Robert Aardenburg / Unsplash)
Skriv et svar