Fra i dag mandag dropper SAS kravene om mundbind på de fleste af sine internationale ruter. Det sker på linie med reglerne i en række andre skandinaviske flyselskaber som f.eks. Norwegian.
Man har allerede i et stykke tid kunnet smide maskerne på indenrigs og inter-skandinaviske flyruter, mens kravet har været opretholdt ude i Europa og på de lange ruter.
Det er frivilligt, om SAS passagererne vil beholde mundbindene på i flyene. De skal dog være opmærksomme på, at der kan være lufthavne og lande, hvor maskerne stadig er påbudt.
De fleste tyske lufthavne har f.eks. også afskaffet maske-krav, men ikke alle. I Frankfurt skal man ikke længere have mundbind på, mens man skal i Hamborg.
USA, Kina og Italien opretholder også fortsat et krav om, at passagerer i fly til landet skal bære mundbind, oplyser SAS.
Derfor – skal I rejse med SAS eller andre flyselskaber ud i verden, bør I tjekke op hjemmefra, om det fortsat er påbudt at bære maske på jeres destination og i lufthavnene undervejs. Tag for en sikkerheds skyld et par pakker mundbind med i bagagen….
(Indledningsfoto til artiklen: Nicolas Nezzo / SAS)
Skriv et svar