Langt fra alle danskere tager sydpå her i påsken. Rigtigt mange bliver i Danmark og sørger for, at sommerhus-udlejere og færgefarter har så travlt, som de ikke har haft siden før Corona.
Det gælder også for landets største indenrigs færgerederi Molslinjen. Her melder man, at alle færgeruter har omkring 20 procent flere bestillinger end i det seneste ”normale” år. Det var i 2019.
I praksis vil det betyde, at knap 400.000 danskere vil benytte sig af en af Molslinjens færger i løbet af påskedagene.
Blandt dem vil 35.000 gæster tage færgeturen ombord på en af Kombardo Expressens busser. Kombardo er et samarbejde mellem Molslinjen og Herning Turist, hvor færgerne bruges som en del af busrejserne mellem landsdelene.
Alene hurtigfærgerne på Kattegat skal 268 gange frem og tilbage mellem Jylland og Sjælland i påskedagene.
På grund af travlheden har Molslinjen sat alle sine færger ind i påsketrafikken. Særligt nogle af afgangene til Samsø og Bornholm blinker helt optaget eller næsten udsolgt.
”Fremgangen er pænt ligeligt fordelt på alle ruter, selvom der som altid er ekstra meget rigt om billetterne til øerne Bornholm, Samsø og Fanø. Også trafikken på tværs af landet over Kattegat går frem med 20 procent i forhold til 2019,” siger Molslinjens kommercielle direktør Jesper Skovgaard.
Molslinjen har i alt 15 skibe på hurtigfærge-ruterne over Kattegat samt ruterne Bornholmslinjen, Alslinjen, Fanølinjen, Langelandslinjen og Samsølinjen….
(Indledningsfoto til artiklen: Molslinjen)
Skriv et svar