Langt fra alle rejselystne danskere tog på påskeferie til udlandet. Mange må være blevet hjemme eller have nøjes med en forlænget weekend i sommerhus. Eller de sad med tæerne i Middelhavet og bestilte deres næste sommerferie på mobilen eller den medbragte laptop.
I hvert fald har Danmarks næststørste charter-rejse-bureau Apollo haft rekordtravlt i den netop overståede påske. Faktisk var anden påskedag den bedste salgsdag siden 2019.
Salget i hele påske-ugen lå 35 procent over niveauet fra før pandemien – altså for tre år siden. Og selve anden påskedag var Apollos bedste salgsdal siden 2019.
Ikke overraskende er Middelhavet det store sommer-trækplaster for danskerne. Og hos Apollo, der har speciale i Grækenland, lå dette land som en sikker nummer ét.
I påsken bestilte de fleste deres sommerferie på Rhodos, Kreta og Epirus på det græske fastland. Danskerne ser dog også ud til at have fået øjnene op for kvaliteterne på de mindre græske øer i år.
Desuden ser ø-hop, hvor man kan kombinere ophold flere steder på samme ferie, ud til at få sit comeback.
Kroatien vinder også frem i år i popularitet. Igen er kombi-rejser eftertragtede. Det gælder ikke mindst krydstogter i den kroatiske skærgår, hvor man i løbet af en uge oplever flere af Kroatiens smukke destinationer.
Endelig går det igen fremad for Albanien. Især hos dem, hvor priserne godt må være lave på sommerferien. Albaniens fremmarch på hitlisten blev stoppet af Corona pandemien, men kunne se ud til at vende tilbage her til sommer.
Mange sammenligner Albanien med Grækenland før masse-turismen – ægte, autentisk og langt hen ad vejen uberørt.
Her er de fem destinationer, som danskerne havde mest travlt med at booke sommerferie til hos Apollo i påskedagene:
1. Kreta
2. Rhodos
3. Epirus
4. Fuerteventura
5. Karpathos
Eftersom hitlisten kommer fra Apollo, er det ingen overraskelse, at nummer ét blandt sommerferie-landene er Grækenland:
1. Grækenland
2. Kroatien
3. Cypern
4. Spanien
5. Albanien
(Indledningsfoto til artiklen: Apollo)
Skriv et svar