Thailand-elskere vil vide, at det har været ret besværligt – for ikke at sige forvirrende – at finde ud af Corona-reglerne for at rejse ind i det populære ferieland.
Reglerne blev nemlig skiftevis strammet og lempet og hele tiden suppleret med nye, hvor man f.eks. kun kunne besøge bestemte dele af landet eller skulle bo i flere uger specielle isolations-hoteller, inden man blev sluppet løs i større målestok.
Nu ser det meste af besværet dog ud til at være overstået. Fra den 1. maj skal man kun have bevis for, at man er fuldt Corona vaccineret for at få lov til at besøge Thailand.
Desuden skal man have en syge- og rejseforsikring med, der dækker mindst 10.000 dollars. Indtil maj er kravet fortsat 20.000 dollars.
Man slipper også for at skulle lade sig PCR-teste negativt hjemmefra inden afrejse. Det samme gælder for en ny Corona-test efter ankomst til Thailand, som også tidligere var obligatorisk.
De fem dage i karantæne efter ankomsten er tillige historie, medmindre man ikke er fuldstændig eller slet ikke vaccineret mod Corona.
Alle rejsende skal dog fortsat registrere sig på forhånd online til det såkaldte ”Thailand-pas”. Til gengæld skal man ikke som hidtil forelægge en bekræftet hotel-bestilling.
De nye lettere Corona regler gælder som nævnt fra på søndag den 1. maj for rejsende fra hele verden – dermed også danskere….
(Indledningsfoto til artiklen: Sumit Chinchane / Unsplash)
Skriv et svar