Når det gælder luksus, rigdom og ekstravagance, plejer kongeriget Saudi Arabien ofte at være med helt fremme. Til gengæld halter olielandet tilbage, når det gælder menneske-rettigheder, kvinders ligeberettigelse og tilladelse til at drikke alkohol.
Nu får Saudi så et af verdens mest luksuriøse hoteller i sine bestræbelser på at blive et stort turistland inden 2030 – også for andre end muslimske, der skal besøge Mekka.
Det er et Armani Hotel – det tredje af slagsen efter Dubai og Milano. Det nye placeres i det historiske område Diriyah, der ligger 15 minutters bilkørsel fra hovedstaden Riyad.
Diriyah er over 300 år gammelt og kongerigets fødested. Når området er færdig-udviklet, vil det bl.a. omfatte museer, nye og gamle kultur-attraktioner, fine restauranter, dyre boliger, kontorlokaler, butikker, hoteller og forskellige former for moderne underholdning.
Udefra ligner Armani Hotel Diriyah noget, der er gravet direkte ud af den arabiske ørken. Indendørs får det 70 luksuriøse suiter og 18 komplette lejligheder til længere tids ophold.
Hotellet får også to restauranter, suiter med egen spa, adskillige swimming pools, grønne områder og tagterrasser med panorama-udsigt.
Selveste Giorgio Armani skal være direkte involveret i udviklingen af det nye hotel. En opgave, der ellers er overladt til Emaar Hospitality Group. Modekongens tilstedeværelse skal naturligvis lokke flere velbeslåede gæster til det nye hotel:
”Hotellet skal være en dialog mellem historie og nutid. Her får jeg lov til at udtrykke mine ideer om livsstil og gæstfrihed på en enestående måde. Det er 10 år siden, at jeg åbnede Armani hoteller i Milano og Dubai. Nu må det være på tide med et tredje,” forklarer Giorgio Armani i et statement.
Bag det nye super-luksus-hotel står Armani Hotels & Resorts og Diriyah Gate Development Authority (DGDA). En præcis åbningsdato er ikke offentliggjort endnu….
(Indledningsfoto: Diriyah Salwa Palace)
Skriv et svar