Nu gik det ellers lige så godt fremad igen for luftfarten. Passagererne vender tilbage i stort antal efter pandemierne, og i hvert fald de fleste europæiske lande har streget deres rejse-restriktioner.
OK – der er stadig nogle lande, som kræver mundbind i deres fly og andre offentlige transportmidler. Det skaber især forvirring i forhold til USA-rejser, fordi mange flyselskaber trodser de amerikanske myndigheders krav om masker i fly og lufthavne.
Resultatet er, at man kan tage “ansigts-prydelsen” af på flyveturen over Atlanten, men straks skal tage den på igen, når man lander. I lufthavne, tog, busser og taxi skal den på igen.
Men hvad med Europa – har luftfarten ingen akutte udfordringer ud over krigen i Ukraine og forbudet mod at flyve hen over russisk territorium?
Jo da. I vores del af verden hedder problemet personale – eller at få fat i kvalificerede folk nok, så alle de planlagte flyafgange kan gennemføres.
De fleste flyselskaber og lufthavne skriger efter nye medarbejdere eller håber at få de gamle tilbage igen, som de var nødt til at sende hjem under Corona.
Bare ikke hos SAS. Dér tillader man sig at fyre 300 stewarder og stewardesser, fordi deres Corona orlov nu er overstået. Desuden prøver SAS at presse sine piloter i løn.
Mens SAS altså har et luksus-problem med velkvalificerede ansatte, begynder flere andre flyselskaber at bremse op i deres comeback til fordums glade tider. De må skære ned.
Senest er det British Airways (BA), der vil lukke fem procent af sine planlagte flyvninger til sommer på grund af personale-mangel.
Hvis ikke, risikerer BA at måtte aflyse den ene afgang efter den anden, fordi selskabet ikke har folk til at flyve dem. Et stort irritations-moment for passagererne.
Resultatet bliver, at BA næppe når over 80 procent af sin travlhed fra før pandemien. En lang næse til dem, der havde håbet, at det store flyselskab ville få et fuldt comeback til glade tider lige nu.
Muligvis kan British Airways redde lidt af sommeren ved at leje komplette fly inklusive besætning hos andre selskaber, der har maskiner til overs. Det er, hvad man i luftfarten kalder for ”wet-lease.”
BA’s andet løsnings-forsøg kan være at åbne et personale-center hos søsterselskabet Iberia i Madrid. Spanien har ikke samme personale-mangel som England, så piloter og kabinefolk fra den spanske hovedstad formentlig kan tage noget af trykket på London.
Hos BA’s store engelske rival easyJet har man samme problem med mangel på personale. Her har man blot fundet på en anden udvej:
I stedet for at aflyse hele afgange blokerer easyJet seks sæder af i 55 af sine Airbus A319 maskiner. Det betyder, at de hvidt-og-orange lakerede lavpris-fly maksimalt kan tage 150 passagerer.
Konsekvensen: Når der er færre gæster ombord, er der heller ikke brug for så meget service-personale i kabinen. Hvert fly får nu kun tre i stedet for normalt fire flight attendants.
Det vil måske se mærkeligt ud med et passagerfly, hvor en hel sæderække er lukket af, når folk står i kø i lufthavnen for at rejse med.
Omvendt overholder easyJet de engelske og europæiske sikkerheds-bestemmelser, hvor hver kabine-ansat må servicere op til 50 passagerer. Samtidig sparer easyJet 300 medarbejdere, som selskabet ikke kan skaffe – og easyJet undgår det værste – nemlig at aflyse afgangen helt….
(Indledningsfoto til artiklen: )
Skriv et svar