Mens danskerne endnu ikke har mærket store prisstigninger i offentlig transport, men helt bestemt i olie og benzin til bolig og biler, ser situationen helt anderledes ud på den anden side af Atlanten.
I april er det således blevet 18,6 procent dyrere at flyve indenrigs i USA. Det er det største prishop nogensinde i en enkelt måned siden 1963, hvor det amerikanske Bureau of Labor Statistics har holdt øje med priserne.
USA har altid været kendt for at være billig, når det gjaldt om at flyve fra den ene ende af det store land til det andet. Intet andet land i verden har så tæt et netværk af flyruter.
Netværket er der stadig, men ikke de lave billetpriser. I det seneste år er de blevet en tredjedel dyrere – 33 procent. Det voldsomste hop siden 1980.
Flybilletternes himmelflugt kan i øvrigt ikke forklares med en stigning i oliepriserne. De faldt faktisk med 6,1 procent i april. I de seneste 12 måneder er benzinen dog gået op med 44 procent i USA.
Bureau of Labor Statistics begrunder fordyrelsen med en kombination af højere oliepriser, personale-mangel og en øget efterspørgsel efter flyrejser.
Inden længe står USA over for årets to største rejsedage. Det er nationaldagen den 4. juli og Memorial Day den 30. maj. På tredjepladsen kommer Labor Day den 5. september.
Så er I advaret, hvis I planlægger at tage på ferie eller forretningsrejse til USA i den nærmere fremtid….
(Indledningsfoto til artiklen: Bilaleldaou / Pixabay)
Skriv et svar