Protester i sociale medier virker også fint i rejsebranchen. Det har man lige set et eksempel på i New York, hvor passagerer i storbyens lufthavne ikke længere vil finde sig i de voldsomt stigende priser.
Her kostede et almindeligt glas øl til sidst op til 27 dollars eller næsten 200 kroner. Også priserne på andre ting som snacks, sandwiches og kaffe lå efterhånden langt over niveauet ude i byen omkring lufthavnen.
Sidste efterår samlede mange flyrejsende sig i de sociale medier og protesterede mod de horrible priser på drikke- og madvarer i New Yorks lufthavne LaGuardia. Newark og John F. Kennedy.
Det fik lokale politikere og myndigheder til at reagere, og nu har de bestemt, at alle priser i lufthavnene ikke længere må være over 10 procent højere end gennemsnittet af gadepriserne i det lokale samfund udenfor.
Myndighederne vil samtidig kontrollere, at kvaliteten og udvalget af føde- og drikkevarer i New Yorks lufthavne skal være højere og større end i dag.
Ifølge amerikanske nyhedsmedier har de pågældende, som har klaget i de sociale medier, fået en undskyldning og sendt en check med forskelsbeløbet tilsendt.
Fremover vil de tilladte priser i New Yorks lufthavne blive bestemt ud fra flere faktorer som f.eks. niveauet i tilsvarende butikker ude i byen, portions-størrelse, tilberedning samt mærke og kvalitet.
Priserne vil blive løbende kontrolleret, og butiks-indehaverne skal hvert år aflevere en komplet lager- og prisliste til godkendelse hos lufthavns-myndighederne.
En helt anden ting er, at passagerer bør tage sig i agt for ikke altid lige friske salatbarer i mange udenlandske lufthavne.
Desuden er det ikke nogen god idé at spise for salte måltider som f.eks. pommes frites i lufthavnen, inden man skal ud at flyve. De kan være skyld i oppustede maver, når man rejsr i 11.000 meters højde….
(Indledningsfoto til artiklen: Amiera06 / Pixabay)
Skriv et svar