Endelig lidt positive nyheder fra SAS. I går åbnede det skandinaviske flyselskab sine nye ruter til Toronto i Canada. Skrevet i flertal, fordi den canadiske storby skiftevis bliver forbundet med København og Stockholm.
SAS bruger sine nyeste fly på ruten. De forholdsvis små Airbus A321LR med plads til 157 passagerer tager ni timer for nonstop flyveturen mellem København og Nordamerikas fjerdestørste by.
Toronto-ruterne vil blive betjent i en tre-klasses konfiguration med 22 sæder i SAS Business, 12 sæder i SAS Plus (Premium Economy) og 123 sæder i SAS Go (Economy).
Sæderne på SAS Business kan nemt konverteres til en behagelig, helt flad seng på den lange rejse over Atlanten. Hvert sæde er udstyret med IFE-skærme, strøm til pc og/eller Hi-power-USB. Højhastigheds Wi-Fi er standard.
Kabinen kan belyses med forskellige ”moods”, og støjniveauet skal være behageligt lavt for et fly af denne størrelse.
Airbus A321LR – for Long Range – er en del af SAS’ igangværende flådefornyelse, der både skal gøre passagerflyene billigere i drift og mærkbar mindre forurenende.
SAS har i første omgang købt tre eksemplarer af A321LR, der i princippet er en Airbus A320, som kan flyve længere på en optankning.
Spørgsmålet er, om SAS ikke snart skulle købe flere af denne flytype, for den bliver meget travl på ruterne over Atlanten.
Her ville SAS normalt bruge større flytyper som Airbus A350 og A330, men dem har flyselskabet åbenbart svært ved at fylde op. I stedet går rygterne nu på, at SAS vil sælge nogle af sine 350 maskiner.
I sommersæsonen vil SAS flyve til i alt syv destinationer i USA og Canada – Boston, Chicago, Los Angeles, New York, San Francisco, Washington DC og Toronto.
Afgangene fra København til Toronto er hver tirsdag, torsdag og lørdag, mens flyet tager turen den modsatte vej hver mandag, onsdag og fredag
(Indledningsfoto til artiklen: SAS)
Skriv et svar