Det er ikke kun charterselskaberne, der kan mærke en eksplosiv efterspørgsel efter rejser og ferier i udlandet efter to år med Corona og rejse-restriktioner.
Også verdens største delebolig-tjeneste Airbnb bliver belejret af både rejsesultne lejere og af ejendoms-ejere, der gerne vil leje deres boliger ud for at tjene en ekstra skilling.
Allerede i forbindelse med påske kunne Airbnb registrere en trafik på sin online portal, der i en række lande var højere end i samme periode i 2019 – før Corona.
Der er da også gode penge at tjene på at udleje alt fra børneværelser, over lejligheder til komplette villaer og sommerhuse via Airbnb.
Hvor meget, og I hvilke europæiske storbyer indtægterne er højest, har den engelske pris-portal Uswitch.com sat sig for at undersøge.
Uswitch sammenligner normalt priser på el og energi, tv og bredbånd, forsikring, mobiltelefoner og finansiering, men analytikerne undersøgte dengang, hvad det typisk koster at leje en bolig med tre soveværelser pr. nat hos Airbnb i 21 europæiske storbyer.
Desuden beregnede analytikerne, hvor meget en Airbnb udlejer med en ejendom som ovennævnte kunne tjene i gennemsnit, hvis hans ejendom blev lejet ud for en hel måned dad gangen.
Der er enorme forskelle i lejepris fra storby til storby, men London er det klart mest attraktive sted at leje ud med Airbnb. København lander på en sjetteplads i den nye analyse.
I den britiske hovedstad kan en Airbnb udlejer i snit tjene 328 euro knap 2.500 kroner pr. nat på sin bolig eller 9.842 euro om måneden. Det er ca. 74.000 kroner.
I København er priserne markant lavere – nemlig i snit 212 euro pr. nat – ca. 1.600 kroner – eller 6.352 euro om måneden. Det er godt 48.000 kroner. Ikke dårligt. København ligger dermed på niveau med Oslo og lidt over Berlin.
Paris er den næstbedste storby i Europa for Airbnb-værter. Her kan man udleje en bolig med tre soveværelser for i hvert fald 295 euro i døgnet. Det svarer til 90 procent af London indtjeningen og en smule mere end i München på tredjepladsen.
Du kan se mange flere tal og detaljer fra Uswitch.com’s analyse af Airbnb-værters indtjening via dette link….
(Indledningsfoto til artiklen: InstagramFotografin / Pixabay)
Skriv et svar