En af Skandinaviens største hotelkæder skifter navn og markerer samtidig, at den vil fordoble sit antal hoteller i løbet af de næste 10 år.
Det er Nordic Choice Hotels, der fremover skal kaldes Strawberry Hotels. Kæden kommer dermed navne-mæssigt tættere på sin kendte ejer – den norske rejsekonge Petter Stordalen – hvis holdingselskab også hedder Strawberry.
Petter Stordalen ejer bl.a. også Danmarks største charter-rejsebureau – Spies – der sammen med søsterselskaber i de øvrige nordiske lande og flyselskabet Sunclass Airlines udgør Nordic Leisure Travel Group.
Stordalen stiftede selv Nordic Choice Hotels tilbage i 1990’erne og er siden vokset til 214 hoteller i fem lande, 3.000 lejligheder gennem Strawberry Living og tæt på 15.000 ansatte.
Koncernen omfatter de separate hotelkæder Comfort Hotel, Quality Hotel, Clarion Hotel og Clarion Collection Hotel. Dertil kommer 38 selvstændige hoteller uden for kæderne.
Nordic Choice – eller fra 2023 Strawberry – er den største hotelkæde i både Norge og Sverige. I Danmark er kæden bl.a. kendt for sine to store hoteller ved Københavns Lufthavn og de to store selvstændige Copenhagen Villa og Hotel Sankt Petri i København.
Petter Stordalen fortæller, at koncernen skal fordobles mindst fordobles i antal hoteller i de kommende ti år. Desuden vil han med Strawberry skabe et omfattende økosystem af egne mærkevarer og eksterne partnere, der tilbyder rejse-oplevelser i Norden.
(Indledningsfoto til artiklen: Erik Krafft / Nordic Choice Hotels)
Skriv et svar