Knap er lufttrafikken kommet så nogenlunde i gang igen, før den mange steder ser ud til at blive afbrudt af strejker.
Ryanair og Brussels Airlines er allerede ramt i flere lande af arbejdsnedlæggelser blandt piloter og kabine-personale, men meget værre kan det blive for SAS.
De får nu støtte fra de flymekanikere i SAS, der er organiseret under Dansk Metal, vil gå i sympati-strejke fra tidligst den 5 juli.
Hvor pilotstrejken kun går ud over det ”gamle” SAS, og der derfor fortsat kan gennemføres omkring 300 daglige flyafgange i datterselskaberne SAS Link og SAS Connect, vil flymekanikernes arbejdsnedlæggelse ramme mere bredt.
Dansk Metal oplyser til DR her til morgen, at mekanikernes strejke vil gå ud over moderselskabet SAS og datterselskabet SAS Connect.
Det vil betyde, at SAS’ lange ruter samt flyvninger i bl.a. Danmark vil blive berørt. SAS Connect håndterer korte ruter med relativt små fly.
Til gengæld ser SAS’ andet nye datterselskab – SAS Link – ud til at slippe for strejker fra både piloter og flymekanikere. Link flyver typisk mellem-lange ruter i Europa.
Alt i alt vurderer branche-kendere, at mellem 60 og 70 procent af samtlige SAS flyvninger i juli risikerer at blive aflyst.
Her har SAS i forvejen aflyst tusinder af afgange på grund af personale-mangel og forkert indkøbte fly. Nedskæringer på i alt 4.000 flyvninger er fordelt på juni, juli og august.
Flymekanikerne oplyser, at hele striden drejer sig om, at SAS har oprettet bemandings-bureauer i Link og Connect.
Det betyder, at de nuværende piloter ikke længere har magt over ansættelse af kolleger til SAS-flyenes cockpits. Tværtimod kan SAS hyre piloter ind fra udlandet, som arbejder til lavere løn.
Det er ikke piloternes og flymekanikernes strejke, der i sig selv kommer til at fælde SAS. Men situationen er meget alvorlig for selskabet, vurderer Jacob Pedersen, luftfartsanalytiker i Sydbank.
Strejkerne kan blive nok et søm i ligkisten på SAS, der i forvejen kæmper for at komme på fode igen efter to års krise med Corona.
SAS’ topledelse har lanceret en drastisk spareplan, der indeholder både personale-nedskæringer og lavere løn, hvilket naturligt nok ikke er populært hos selskabets medarbejdere.
Spareplanens gennemførsel kan til gengæld være afgørende for, at SAS kan få tilført ekstra kapital fra både eksisterende og nuværende aktionærer.
Den danske stat har bl.a. givet tilsagn om at øge sit ejerskab af SAS fra i dag 21,8 procent til 30 i fremtiden. Det er dog under betingelse af, at nye investorer kommer ind med frisk kapital….
(Indledningsfoto til artikel: Michael Kidmose / Københavns Lufthavn)
Skriv et svar