Hollandske KLM var det første udenlandske flyselskab i Københavns Lufthavn. KLM er også verdens ældste.
Thai Airways var det første flyselskab fra Asien, der begyndte at flyve til den danske hovedstad. Det var 50 år siden i maj.
Næsten lige så længe har vi kunnet se flyene fra Singapore Airlines starte og lande i Københavns Lufthavn. I dag er det præcist 45 år.
Det er meget laaang tid i en verden, der forandrer sig hurtigt. Hvilket lufthavnens administrerende direktør Thomas Woldbye understregede i forbindelse med en lille festlighed, som flyselskabet holdt ved gaten, inden dagens afgang til Singapore.
Woldbye fortalte også, at Singapore Airlines havde over 61.000 passagerer fra København i 2019 – altså inden Corona fik hele den civile luftfart til at bryde sammen.
Dengang var Singapore Airlines også kommet på daglige afgange med sine store Airbus A350-900 maskiner.
Lige nu flyver Singapore Airlines fem gange om ugen – med forhåbentligt snart syv igen. Dagens afgang var i hvert fald komplet udsolgt – på Business Class, Premium Economy og på Economy.
Da Singapore Airlines’ Boeing 707 landede i København den 30. juni 1977, var det som en af de første ruter, selskabet åbnede i Europa.
Samtidig åbneder der sig en ny verden for danskerne. Nu kunne man rejse til en af de mest spændende byer i Asien – den britiske kronkoloni Singapore – som man ellers kun havde ser billeder af på tv eller læst farverige skildringer af i romaner og kulørte blade.
Siden er det blevet til over 7.000 afgange hver vej. I begyndelsen med mellemlandinger i Amsterdam i Holland, Teheran i Iran og Colombo i Sri Lanka. Senere – som i dag – nonstop mellem København og Singapore i Airbus A350. En flyvetur op 12 timer og 15 minutter i luften.
Gennem årene har Singapore Airlines også benyttet Boeing 777-200ER og Boeing 747-400 på ruten. Faktisk var flyselskabet det første til at bruge denne berømte jumbo ud fra København.
Singapore Airlines’ afløser for Boeing 747 har vi dog ikke et her i Danmark. Flyselskabet var nemlig det første i verden, der fik Airbus’ kæmpestore A380 maskiner. Så mange passagerer havde vi heller ikke her i København.
Singapore Airlines har sin hjemmebane i Singapores ret utrolige Changi lufthavn, der er et besøg værd i sig selv med sin egne biografer, indendørs jungle og et vandfald i flere etager. Changi er da også flere gange blevet kåret som verdens bedste lufthavn.
Titlen som verdens bedste kender Singapore Airlines også selv. Flyselskabet er altid placeret med i toppen, når alle mulige ranglister bliver offentliggjort. Desuden er selskabet verdens tiende største i antal internationale passagerer.
Singapore Airlines er berømt for sine høje kundeservice, sit charmerende kabine-personale og for at servere mad og drikkevarer af meget høj kvalitet.
En stor del er naturligvis asiatisk og eksotisk, men Singapore Airlines sætter også en ære i at arbejde sammen med lokale partnere.
Lille Skarø Is fra det sydfynske øhav har f.eks. leveret desserter siden 2011. Andre partnere har været den danske Michelin-kok Mikkel Maarbjerg, restaurantenre Kokkeriet og Kiin Kiin samt dessert-kokken Rasmus Bo Bojesen.
Selvom Singapore i sig selv er en meget spændende by at gæste med sin blanding af mange asiatiske kulturer på begrænset plads, bliver byens lufthavn benyttet af de fleste som springbrædt videre ud i Asien og til Australien og New Zealand.
Singapore Airlines har 15 år i træk været skandinavernes foretrukne flyselskab til Australien, men via Singapore kan man komme til over 110 forskellige destinationer.
Gennem de 45 år har danskernes favorit-rejsemål med Singapore Airlines også ændret sig. I 1977 var der f.eks. ikke mange heroppe i vores del af verden, der havde hørt om Bali.
Her er favoritterne gennem næsten fem årtier:
- I 1970’erne – Colombo på Sri Lanka
- I 1980’erne – Maldiverne og Malaysia
- I 1990’erne – New Zealand
- I 2000’erne – Australien og Thailand
- I 2010’erne – Bali
- I 2020’erne – Thailand, Bali og Australien
(Indledningsfoto til artiklen: Singapore Airlines)
Skriv et svar