Den holdt kun tre dage – fra i fredags og til i dag søndag. Fra i morgen er det igen slut med at hentede strandede charter-turister ved Middelhavet hjem til Danmark, Sverige og Norge.
De strejkende SAS-piloter og deres fagforening Dansk Metal mener nemlig ikke, at SAS overholder deres del af aftalen.
Den gik ud på kun at indsætte fly til destinationer, hvor de SAS-rejsende ville have svært ved at komme hjem fra. Det var f.eks. små græske ferie-øer, som ikke blev serviceret af andre eller kun få andre flyselskaber.
”I løbet af weekenden har vi desværre set, at SAS har sat flyvninger op til populære destinationer som Rhodos, Kreta, Larnaca, Palma og Split. De har alle masser af flytrafik og dermed også gode alternativer til hjemrejsen,” skriver Dansk Metal i en pressemeddelelse her søndag eftermiddag.
Piloterne mener også, at SAS har overtrådt dispensations-aftalen på flere andre punkter, men valget af destinationer ser ud til at være den vigtigste.
SAS afviser, at selskabet har overtrådt aftalen: De nævnte fem destinationer er bestemt ikke nemme at komme hjem fra.
Hele Europas luftrum er i et kaos i øjeblikket med forsinkelser i lufthavne og manglende fly i luften. Det er næsten umuligt at ombooke passagerer til andre flyselskaber, uanset hvor i Europa de befinder sig.
I fredags så mange af os ellers et lille lys i mørket en dør på klem i de fastlåste forhandlinger mellem SAS og piloterne:
Da gik piloterne nemlig med til at flyve strandede charter-passagerer hjem fra ferie ved Middelhavet. Nye blev ikke sendt afsted. Flyene afgik tomme fra skandinaviske lufthavne, men vendte fyldte hjem.
Piloterne antydede sågar, at disse hjælpe-flyvninger kunne foregå i de næste par uger, men så lang tid kom aftalen ikke til at holde.
Branche-foreningen af charter-rejse-bureauer i Danmark – RiD hedder den – er i øvrigt enig med SAS. Det er meget svært at få pladser med andre flyselskaber fra selv store og populære feriedestinationer sydpå.
Deres fly er fuldt bookede, og tilmed har flere af dem måttet aflyse mange egne afgange på grund af personale-mangel. Som Trends & Travel har skrevet tidligere, drejer det sig bl.a. om Lufthansa, Eurowings og British Airways.
Mens f.eks. Spies og TUI langt hen ad vejen bruger egne fly, tegnede den tredje store rejseudbyder – Apollo – tidligere i år en milliard-aftale med SAS om at transportere sine charter-gæster sydpå.
Her i den forløbne weekend har SAS aflyst 61 charterflyvninger for Apollo fra Danmark, Sverige og Norge. Desuden havde Apollo alene 2.700 danske gæster, der skulle hentes hjem fra først og fremmest Grækenland.
1.200 af dem er nået at komme hjem i de seneste tre dage, så på nuværende tidspunkt sidder 1.500 Apollo gæster fortsat strandet på deres feriemål uden viden om, hvorvidt og hvordan de skal kunne komme hjem.
Ud over de strandede gæster har Apollo 2.700 danske gæster, som skulle have været afsted på sommerferie med SAS i denne weekend. De får nu nok smadret deres første ferie sydpå efter Corona….
(Indledningsfoto til artiklen: Miguel Angel Sanz / Unsplash)
Skriv et svar