Kan det stadig lade sig gøre at finde en rejse-destination, hvor man kan spise på en Michelin-stjernet restauration, slappe af i stilige spa-bade eller sove i luksus-værelser med queen-size senge – vel at mærke uden at det koster det hvide ud af øjnene?
Tilsyneladende ja, hvis man kan stole på informationerne i en ny analyse, som den store engelske pris-sammenlignings-side www.money.co.uk har foretaget. Portalen har specialiseret sig i at holde øje med priserne på f.eks. banker, forsikring og rejser.
Briterne har tjekket priserne på bl.a. 5-stjernede hoteller, spa-ressorts, Michelin-restauranter og leje af luksus-limousiner i 30 af de mest populære storbyer verden over. Bagefter har analytikerne givet hver by en budget-score, hvor det maksimalt opnåelige er 10 points.
Lad os få det overstået med det samme: København lander helt nede på en 25. plads med beskedne 2,85 points. Kun London, New York, Paris, Los Angeles og Zürich er dyrere i luksus end den danske hovedstad.
Helt anderledes ser det ud med Bangkok, Bruxelles og Verona. De tre topper hitlisten over de storbyer, hvor man kan få mest luksus for pengene. Det scorer de så henholdsvis 9.49. 8.8 og 7,68 points for.
At Bangkok er billigst, kommer næppe som den store overraskelse. Her koster en luksusbil i stil med en pæn stor Mercedes f.eks. kun 1/10 af, hvad man skal betale for lejen for en dag i København – 48 britiske pund mod 500 i København. Det er henholdsvis 430 og 4.500 kroner.
Så stor er prisforskellen dog ikke på en middag på en restaurant med Michelin stjerne. Den kan fås for 121 pund pr. næse i Bangkok – godt 1.000 kroner – mens man må bløde 315 pund eller 2.800 kroner for forkæle sine smagsløg i København.
Ophold på et fem-stjernet luksushotel koster i gennemsnit 238 pund eller godt 2.100 kroner pr. nat i Thailands hovedstad, mens kreditkortet bliver lænset for 491 pund i København eller ca. 4.400 kroner.
Den billigste storby for en Michelin-middag er i øvrigt Athen. Her koster et luksus-måltid i gennemsnit kun 83 pund eller knap 750 kroner.
Hvis man vil finde det billigste sted at overnatte på et fem-stjernet hotel, skal man rejse til Hong Kong. Her koster opholdet 234 pund eller ca. 2.100 kroner pr. nat.
Endelig er der spa-hotellet med wellness-garanti. De billigste af slagsen ligger i japanske Osaka, hvor opholdet koster i snit 143 pund pr. nat eller knap 1.300 kroner. I København skal man af med 500 pund eller ca. 4.500 kroner.
Du kan se hele den komplette pris-sammenligning på luksus via Money.co.uk’s hjemmeside her….
(Indledningsfoto til artiklen: Elina Sazonova / Pexels)
Skriv et svar