Tyskland har haft ovenud stor succes – også hos turister – med at udstede ni euro månedskort til regional- og lokaltog i hele landet.
21 millioner billetter er indtil videre solgt i et land med godt 83 millioner indbyggere, selvom de billige togkort i juni, juli og august bestemt også har deres fælder:
Billetterne kan f.eks. ikke bruges i de hurtige ICE og IC-tog, så man skal skifte flere gange og regne med mange timers rejse, hvis man vil fra den ene ende af Tyskland til den anden.
Overordnet set har ni-euro togkortene dog opfyldt deres mission – at få millioner af folk flyttet fra forurenende sommer-transport i fly og biler – og over på elektrisk drevne tog.
Nu følger Spanien så efter med en lignende ordning. Fra september til december udsteder den nationale spanske jernbane togkort til nul euro. Med andre ord er de helt gratis.
Også her er der begrænsninger: De fungerer f.eks. ikke for en enkelt togrejse eller i de hurtige lyntog mellem landets storbyer.
Man skal i stedet købe et togkort med mindst 10 tur/retur rejser. De er kun gyldige på ”cercanias” – commuter-tog – ”rodalies” (commuter ruter i Katalonien) og almindelige tog på korte og mellemlange distancer på under 300 kilometer.
Målgruppen er egentlig de spaniere, der kører i osende biler frem og tilbage til arbejde hver dag, men turister er hjerteligt velkomne til at bruge de gratis togservices – siger Spaniens regeringschef Pedro Sanchez.
For turister kunne det være oplagt at bruge de gratis togkort til at opleve Spanien på en mere autentisk måde end ved kun at besøge storbyerne eller ligge i hele ferien på en sandstrand på Costa del Sol.
Den spanske regering gør sig i store anstrengelser for at indføre mere grønne trafikvaner i landet, hvor det at have en privat og benzin-osende Seat bil opfattes som en menneskeret. De stigende brændstofpriser hjælper regeringen på vej.
Den har f.eks. meldt ud tidligere, at den vil give mellem 30 og 50 procent rabat på al offentlig transport inklusive metro, busser og sporvogne….
(Indledningsfoto til artiklen: Kabelleger / David Gubler / Wikimedia)
Skriv et svar