I de senere år har Bornholm været inde i en rivende udvikling med stigende turist-indtægter og et boom i besøgstal.
Alene sidste år oplevede Bornholm en vækst i antal overnatninger på mere end 15 procent. Godt hjulpet af mange danskere, der ville blive i eget land og ikke rejse sydpå på grund af Corona risikoen.
Den stigende efterspørgsel efter ophold på Bornholm har man også kunne mærke hos DanCenter, der er en af landets største udlejere af ferieboliger.
Af samme grund har DanCenter netop købt Bornholmske Feriehuse, hvilket øger udlejerens portefølge med over 740 ferie- og sommerhuse på Danmarks eneste klippeø.
DanCenter er en del af verdens største rejsekoncerner – indiske OYO. Med de over 700 nye ferieboliger kommer DanCenter op på næsten 1.000 på Bornholm.
På landsplan kommer DanCenter op på omkring 8.000 ferieboliger, så opkøbet på Bornholm gør med ét DanCenter 10 procent større.
For Bornholmske Feriehuse betyder opkøbet bl.a, at selskabets feriehuse bliver let tilgængelige for bestilling via over 130 online booking portaler, som DanCenter samarbejdetr med.
Indtil nu har det især været danske, svenske og tyske turister, som holder ferie på Bornholm. De får måske snart endnu nemmere ved at rejse til øen, fordi der er udsigt til en ny hurtigfærge i 2023….
(Indledningsfoto til artiklen: Niclas Jessen / VisitDenmark)
Skriv et svar