Hvert år den 8. marts, når der er kvindernes internationale kampdag, får en stribe flyselskaber travlt med at vise, at de skam ikke kun har mænd siddende bag styregrejerne i cockpittet.
Selv flyselskaber fra lande, der bestemt ikke er kendt for ligeberettigelse, sender pressemeddelelser ud om, at de i dagens anledning har sammensat et rent kvindeligt pilot-team til udvalgte flyruter.
På verdensplan er der 5,8 procent kvindelige piloter, fortæller organisationen International Society of Women Airline Pilots.
Det er ikke ligefrem en imponerende procentdel, men hvilket land gør det mon bedst med ligeberettigelser i cockpittet. Eller Flight Deck’et, som er det nye moderne navn for flyenes førerkabine.
Måske lidt overraskende for mange lander Indien som det land, der har flest kvindelige trafikpiloter. Nemli 12,4 procent hos de indiske airlines.
Ingen andre lande kommer bare i nærheden af Indien på dette punkt. Irland og Sydafrika kommer tættest, men når ikke over de 10 procent.
Ifølge nyhedstjenesten Bloomberg har Indien haft stor succes med at rekruttere kvinder til tekniske og natur-videnskabelige erhverv – heriblandt piloter.
Også det indiske flyvevåben har ansat kvindelige piloter i flere årtier, selvom de dog først for nylig har fået lov til at deltage i frontlinien. Tidligere måtte kvinderne kun styre fly til transport og kommunikation.
De kvindelige piloter i Indien tilskriver bl.a. deres fremmarch med, at de lever på traditionel vis i storfamilier. Det giver dem bedre tid til at kaste sig ud i krævende jobs, hvor de er meget hjemmefra.
Verden over er regionale flyselskaber den største arbejdsgiver for kvindelige piloter. Totalt set er kvindernes andel her 6,4 procent og i Indien sågar 13,9 procent.
Sjovt nok arbejder færrest indiske kvinder i landets luftfragt- og cargo-selskaber. Helt modsat i f.eks. Canada og Australien, hvor cargo-maskine kommer ind lige efter regionale passagerfly.
USA og Storbritannien ligger under gennemsnittet med hensyn til kvindelige piloter. Dewt samme gælder Skandinavien og dermed også Danmark med kun 3,8 procent.
De allerfærreste kvindelige piloter har Japan og Singapore med under én procent. De to lande er ellers kendt for at satse på meget service-mindede stewardesser længere bag i passagerflyene….
(Indledningsfoto til artiklen: Brussels Airlines)
Skriv et svar