Mens den danske skole-sommerferie er overstået i august, begynder udenlandske turister for alvor at komme flyvende til Billund Lufthavn–
Sådan har det også været i år, hvor august satte en ny passager-rekord i Danmarks næststørste lufthavn.
436.012 mennesker enten rejste til eller fra Billund i årets ottende måned. Det er 11,8 procent flere end i samme måned i 2019 – altså før Corona.
Den sydjyske lufthavns flotte comeback efter pandemien kan også ses i antallet af nye ruter. I de seneste par år er der kommet næsten 40 nye destinationer – og her i august yderligere tre nye til vinter-fartplanen.
Wizz Air åbner f.eks. en ny rute til Craiova i det sydvestlige Rumænien med to ugentlige afgange fra den 18. december.
Et par uger senere – den 7. januar – letter det lille flyselskab SkyAlps med retning mod de populære ski-områder i østrigske Sydtyrol.
Desuden begynder Danmarks største charterselskab – Spies – at tage Kap Verde på som ny ferie-destination fra Billund.
Hvor det går fint med at flyve mennesker ud af Billund Lufthavn, går det knap så godt med laksen:
Den populære spisefisk er ramt af prisstigninger, hvilket har betydet en markant nedgang i salget til f.eks. USA. Derfor er mængden af lufthavn faldet med 202 tons eller 3,2 procent i sammenligning med august 2021.
Overordnet set får den fortsatte fremgang imidlertid igen lufthavnens ledelse til at tro på sine drømme om syv millioner passagerer om året fra 2040. Siden april har Billund slået sine egne passager-rekorder hver eneste måned….
(Indledningsfoto til artiklen: Billund Lufthavn)
Skriv et svar