Den danske hotelkæde Small Danish Hotels er nu oppe på 67 medlemmer, efter at Vindeballe Kro på Ærø og Hotel Pinenhus ved Limfjorden i Glyngøre er blevet optaget i kæden.
Small Danish Hotels rummer udelukkende privat-ejede overnatnings-steder blandt kroer, badehoteller, slotte og mindre hoteller.
I løbet af sommeren har kæden mærket en flot stigning i antallet af bookinger. Især danskere har opdaget, at det er hyggeligt at holde ferie i eget land.
”Vi havde kalkuleret med en ketchup-effekt efter Corona pandemien, men måske også forventet en stagnation, når danskerne igen kunne rejse på ferie i udlandet. Nu er det sådan, at vi kniber os i armen, når vi kigger på bestillingerne i det seneste år, fortæller Finn Kræfting. Han er direktør i Small Danish Hotels.
Kæden har derfor ønsket at udvide kredsen af overnatnings-steder, så den kunne imødekomme danskernes behov for at bytte hverdagen ud med et weekend-ophold eller en miniferie.
Vindeballe Kro bliver kædens tredje udspil i det sydfyske øhav, hvor Hotel Troense på Tåsinge og Bui Hotel Humble på Langeland allerede er medlemmer.
Vindeballe Kro i Ærøskøbing kan dateres tilbage til 1726 og har i 2022 fået nye ejere, der har givet kroen en grundig overhaling.
Hotel Pinenhus i Glyngøre ligger kun et stenkast fra Limfjorden med en smuk udsigt til Sallingsundbroen. I nærheden ligger turist-attraktioner som Dueholm Kloster, Jesperhus Blomsterpark og Spøttrup Borg, der betragtes som den mest velbevarede middelalder-borg i Danmark.
I det nordvestlige hjørne af Jylland er Small Danish Hotels i forvejen repræsenteret med Hotel Thisted, Hotel Thinggaard, Hotel Nørre Vinkel, Sallingsund Færgekro, Grand Hotel Struer og Tambohus Kro & Badehotel….
(Indledningsfoto af Hotel Pinenhus til artiklen: Small Danish Hotels)
Skriv et svar