Selvom det vrimler med klimarigtige initiativer i samfundet, er det stadig relativt få, man har hørt om blandt danske hoteller.
OK – der er Hotel GSH på Bornholm, der er lavet helt i træ. Hotellet er af den store britiske avis ”The Guardian” kåret som et af de 10 mest klima-venlige steder, man kan leje et værelse.
Flere danske hotelkæder er med i genbrugs-projekter, og på Scandic hotellerne sælger man overskuds-maden billigt ud af huset. Intet godt skal gå til spilde.
Indtil videre har der dog ikke været et dansk hotel, som kunne prale af at køre 100 procent på grøn strøm. Før nu.
Fra 1. januar 2023 kan gæsterne tjekke ind på det fem-stjernede NH Collection hotel i København med en viden om, at hele hotellets strømforbrug dækkes af vedvarende energi.
Det sker med i forbindelse med en elkøbs-aftale, som NH Collection har indgået med Better Energy.
Aftalen er med til at finansiere en ny solcelle-park, der er ved at blive bygget i Stevning ved Sønderborg, Med en kapacitet på 35 GWh kan parken levere grøn strøm svarende til det årlige elforbrug hos 22.000 danskere.
I det nye år vil det spansk-ejede NH Collection Copenhagen hotel aftage to GWh grøn strøm. Det svarer til 2.000.000 kilowatt timer.
Med de voldsomme prisstigninger på el, som alle danskere oplever – og ikke mindst hoteller med deres mange lamper og høje strømforbrug – kunne timingen næppe være bedre.
Ifølge General Manager Anders Duelund fra NH Collection Copenhagen oplever hotellet et stigende ønske hos sine gæster om at rejse, bo og holde møder så bæredygtigt som muligt.
Det kan luksus-hotellet med 394 værelser og suiter imødekomme med den nye grønne strøm som det seneste element af mange.
Hotellet, der er bygget af ATP Ejendomme, er f.eks. guld-certificeret efter de skrappe DGNB regler for bæredygtigt byggeri
.Det betyder, at det bl.a. indeholder genbrugt beton, nedkøling af værelser ved hjælp af havvand og anvendelse af certificeret træk overalt. Det grønne sedum-tag er desuden beklædt med sten-urter, som optager regnvand under byger.
”Hotelbranchen står over for store udfordringer, hvor grønne tiltag har en høj prioritet. Både for klimaets skyld, for at holde driftsudgifterne nede og for at tiltrække klima-beviste gæster,” forklarer Peter Munck Søe-Jensen. Han er Executive Vice President for Power Solutions i Better Energy.
Med den nye aftale viser NH Collection Copenhagen grønt lederskab, der forhåbentlig kan inspirere resten af hotelbranchen både i Danmark og i udlandet,” fortsætter han.
Ældre københavnere vil kende den 33.000 kvadratmeter store bygning som Burmeister & Wains gamle ”ørkenfort” hovedsæde. Sidenhen har Nordea boet i det markante hus lige ved siden af Knippelsbro.
ATP Ejendomme købte så bygningen og brugte flere år på en gennemgribende renovering, inden den spanske NH koncern lejede sig ind med sit første hotel i Skandinavien.
NH Collection er spaniernes kæde af luksus-hoteller, og den fem-stjernede adresse på grænsen mellem København og Christianshavn åbnede den 1. september. Genboen er det danske udenrigs-ministerium….
(Indledningsfoto til artiklen: ATP Ejendomme)
https://www.nhcollectioncopenhagen.dk/
Skriv et svar