Under Corona kunne flyselskaberne sagtens være large. De havde stort set ingen passagerer ombord og tilbød derfor ofte, at man kunne sidde alene på en sæderække uden naboer i stolen ved siden af. Helt gratis.
Nu er pandemien overstået de fleste steder, selvom mange flyselskaber stadig kræver, at passagererne skal have mundbind på under flyvningen.
Til gengæld er flyene fyldt godt op, så chancen for at have adgang til to sæder er lille. Medmindre altså, at man betaler for en billet ekstra for nabosædet.
Det store australske flyselskab Qantas viser nu vejen. I en prøve-periode tilbyder Qantas, at selskabets Economy Class passagerer kan booke nabosædet til priser på mellem 30 og 65 australske dollars. Det svarer til ca. 150 og 350 danske kroner.
Qantas har I første omgang introduceret sit ”Neighbour Free Seating” projekt på seks indenrigs ruter i Australien. De er ofte lige så lange som flyveture fra den ene ende af Europa til den anden og varer typisk mellem 90 minutter og fire timer.
Hvis kampagnen bliver en succes, vil Qantas ikke afvise, at den vil blive rullet ud på mange flere ruter. Desuden kunne den jo sagtens inspirere andre flyselskaber til at indføre noget lignende.
48 timer før afgang sender Qantas e-mail invitationer ud til kunder, der har købt plads på afgange, der ikke er fyldt op med passagerer. De kan nu opgradere billigt med et ekstra sæde.
Skulle de ledige sæder mod forventning blive købt til fuld pris af andre i sidste øjeblik, vil de skuffede tilbuds-ryttere få deres penge tilbage og betalt en ekstra kompensation….
Qantas er det seneste, men bestemt ikke det eneste flyselskab, som tilbyder Economy Class passagerer, at de kan købe sig billigt til ekstra plads for små penge.
Etihad fra Emiraterne giver f.eks. adgang til at købe op til tre nabosæder 72 timer før afgang. Sidste år fulgte konkurrenterne fra Emirates efter med tilbud om at sikre sig et ekstra sæde for 55 amerikanske dollars.
Endelig markedsfører Air New Zealand op til flere muligheder for at skaffe sig mere plads:
Man kan f.eks. opgradere til ”Skycouch”, hvor en hel sæderække på Economy Class forvandles til en seng.
I 2024 vil Air New Zealand så introducere ”Economy Skynest”. Her får Economy passagerer tilbudt seks køjesenge på flyselskabets lange ruter….
(Indledningsfoto til artiklen: Emirates)
Skriv et svar