Den livlige diskussion fortsætter om, hvorvidt flybilletter bliver dyrere eller falder ned igen i pris. Nogle siger, at de vil stige på grund af de høje udgifter til brændstof. Andre vurderer, at den øgede konkurrence i luften vil presse priserne ned.
Ryanairs altid stor-talende topchef Michael O’Leary var for nylig ude med en trussel om, at billetpriserne aldrig vil gå til bunds igen. Rejser til 100 kroner var historie.
Et par uger senere demonstrerer Ryanair så det modsatte. Fra Aalborg Lufthavn kunne man f.eks. i en kort periode få retur-billetter til London for 42 kroner.
En af Danmarks største eksperter i flyrejser – Ole Stouby fra Travelmarket.dk – forklarede til Trends & Travel, at de europæiske flyselskaber havde så mange ledige sæder, at priserne fortsat vil være lave her i efteråret.
Nu kommer Lufthansa så på banen med en helt modad rettet besked. I går hævdede Lufthansas topchef Carsten Spohr, at tiden med billige flyrejser er forbi.
”Vi indstiller os på meget stabile, måske endda stigende billetpriser i de kommende år,” sagde Spohr ifølge den tyske nyhedstjeneste DPA.
Hans begrundelse er, at kunderne køber flere og flere rejser, samtidig med at mange flyselskaber har skåret ned i deres antal afgange. Det gælder f.eks. både Lufthansa, SAS, British Airways og KLM:
Lufthansa regner med et fald i forretningen på det tyske marked i 2023, fordi tyskerne oplever en voldsom inflation, højere energi-udgifter og en udhuling af deres løn.
Det store tyske flyselskab håber derfor på fremskridt på ruterne til og fra USA og til en gen-åbning af flyvning til Japan.
Tysklands største lufthavn Frankfurt, der tillige er Lufthansas hjemmebane, havde knap 5,2 millioner passagerer i august. Det er hele 54 procent flere end i samme måned for et år siden. Dog lå passagertal stadig 27 procent under 2019 – året før Corona.
Til sammenligning havde Københavns Lufthavn 2,3 millioner passagerer i august….
(Indledningsfoto til artiklen: Joshua Woroniecki / Pixabay)
Skriv et svar