Tidligere havde de fleste flyselskaber ret strikse krav til deres ansattes beklædning. Det gjaldt i særlig grad de medarbejdere, som havde direkte kundekontakt – ved skrankerne, ude i gatene og ikke mindst dem, der var beskæftiget i flyenes kabiner.
Disse skrappe dress-codes er blevet blødt op mange steder i de senere måneder. Nu må kabine-personale f.eks. have synlige tatoveringer og piercinger. Tilsvarende må mandlige medarbejdere gå med langt hår og lakerede negle.
Den næste store ændring kunne komme på fødderne. Eller rettere: Kabine-personalet må gå med moderigtige sneakers i stedet for ”pæne” klassiske sko, der godt kan være ubehagelige at bære i timevis.
I fredags fejrede Lufthansas datterselskab Eurowings en særlig ”Sneaker Flyday”. Den markerer, at selskabets kabine-personale fremover bærer hvide sneakers med Eurowings eget logo på.
Det sker ikke kun for at følge trenden i kundernes fodtøj. Eurowings lyttede også til sine flyvende ansattes ønsker.
Samtidig ville Eurowings gerne give sit kabine-personale en særlig anerkendelse for det store ekstra-arbejde, de har udført under Corona pandemien.
Resultatet blev, at Eurowings gik på indkøb hos det store tyske sportstøjs-firma Puma og fik leveret hvide sneakers til alle sine ansatte.
De nye sneakers med Eurowings logo på må bæres både privat og på arbejde. I en test-periode også i passagerflyene, hvor flyselskabet har udpeget en række fredage som særlige ”Sneaker Flydays.”
Den seneste var i fredags, hvor man kunne se kabine-personalet gå i de lysende hvide sneakers på både indenrigs Eurowings ruter i Tyskland og på internationale afgange til og fra Mallorca, Stockholm, Salzburg og Pristina.
De hvide sportssko ser man også overalt i det danske gadebillede. De har udviklet sig fra at være upraktisk fodtøj for de få til at blive en ”sneaker mania” på linie med i sin tid jeans og cowboy-bukser.
I dag handles de mere sjældne hvide sneakers som aktier på børsen. Som samler-objekter opnår de utrolige priser i auktionshusene….
(Indledningsfoto til artiklen: Eurowings)
Skriv et svar