Grækenland er det mest eftertragtede land og Kreta den mest populære destination, når danskerne tager på efterårs-ferie til udlandet. London er tilbage som favoritten til en storby-rejse.
Det viser nye tal fra Danmarks næst-største charterselskab Apollo, der altså også er specialist i netop Grækenland. Som nummer to på hitlisten hos Apollos mange soltørstige kunder kommer næppe overraskende Spanien og Gran Canaria.
Salget af rejser i efterårs-ferierne begyndte allerede at tage fart tidligt på sommeren. I dag er næsten alt udsolgt hos Apollo. Ni af ti pakkerejser er væk med kun få pladser til overs hist og pist.
”Grækenland er danskernes ferie-favorit. Så meget, at jeg er næsten sikker på, at Grækenland ville toppe danskernes ferie-hitliste året rundt, hvis temperaturerne altid holdt sig over 20 grader dernede,” spår Glenn Bisgaard. Han er salgsdirektør hos Apollo.
”Desværre slutter ferie-sæsonen i Grækenland i oktober. Men på den anden side er efteråret måske den allerbedste tid på året at besøge grækerne,” fortsætter han.
Her er Apollos Top-5 over de mest populære rejselande i efterårsferien:
- Grækenland
- Spanien
- Emiraterne
- Cypern
- Tyrkiet
Og her de fem mest eftertragtede ferie-destinationer:
- Kreta
- Gran Canaria
- Fuerteventura
- Parga
- Tenerife
Efteråret er i øvrigt ikke kun oplagt til ferie med sol og varme. Årstiden er også højsæson for storbyrejser.
London har i mange år været danskernes foretrukne destination med Rom og Barcelona lige efter. I år er der dog sket ændringer, fortæller Apollo.
Således er New York tilbage for fuld musik og har overhalet både Paris og Prag i efterårsferien. Den største fremgang har imidlertid Athen, som tidligere ikke blev betragtet som en typisk storbydestination:
- London
- Rom
- Barcelona
- New York
- Paris
Apollo har også undersøgt, hvem danskerne foretrækker at tage på storbyferie med.
Selvom solo-rejser er i stærkt fremgang, er det fortsat vores partner, vi vil have ved siden af os på rejsen.
43 procent svarer, at partneren er den rigtige rejse-kammerat, mens 28 procent gerne tager børnene med, og 16 procent rejser i selskab med venner.
Vores forældre er derimod dem, vi har mindst lyst til at nyde en storbyferie sammen med – kun 3,5 procent. Dobbelt så mange foretrækker at rejse på egen hånd….
Indledningsfoto fra Kreta til artiklen: Apollo)
Skriv et svar