SAS søger med lys og lygte efter ideer og løsninger, der kan føre flyselskabet ud af sin krise og samtidig opretholde positionen som en international spiller med et attraktivt netværk.
Efter at SAS er begyndt at sælge ud af eller aflevere sine store Airbus langdistance-fly tilbage til deres leasing-ejere, står det skandinaviske flyselskab med åbenlyse huller i sit rutenet til f.eks. Asien og Nordamerika.
På flere af sine ruter til USA og Canada erstatter SAS nu sine Airbus A350 og A330 med mindre A321 XL. De er mere økonomisk effektive og lettere at fylde op med passagerer.
Større er problemet i Asien, hvor mange ruter slet ikke er kommet i gang endnu efter Corona pandemien. Desuden gør Ukraine-krigen det ekstra besværligt at flyve til Fjernøsten, fordi SAS ikke længere kan tage en genvej hen over russisk territorium.
SAS er derfor gået ud og søge efter partnere, som kan forbedre lang-distance tilbuddene og gøre det lettere for forretnings-rejsende at flyve videre med maskiner fra andre selskaber. Kort sagt finde joint-venture partnere til at dele ruterne med.
Helt oplagte kunne være flyselskaber i Mellemøsten, der på grund af Ukraine-krigen er blevet endnu vigtigere som drejeskive videre ud i verden.
SAS giver ikke konkrete navne på flyselskaber, man kunne være interesseret i til et tæt parløb. Omvendt har en af SAS’ direkte konkurrenter lige vist, hvordan den slags kan gøres.
Finnair er ligesom SAS hårdt ramt af det spærrede luftrum over Rusland. Finnerne har derfor indgået et joint-venture med Qatar Airways om daglige ruter fra Helsinki til Doha på den arabiske halvø, hvorfra passagerer nemt kan rejse videre til Asien, Australien, Afrika og andre lande i Mellemøsten.
På de kortere og mellemlange ruter i Europa vil SAS også ændre på sin flåde af fly, så de både bliver mere økonomisk effektive og kan opretholde SAS’s status som et premium mærke.
Omstruktureringen skal være med til at gøre SAS mere konkurrence-dygtig med lavpris-selskaber som Ryanair, easyJet, Norwegian, Eurowings eller Wizz Air.
Ændringerne skal samtidig tage hensyn til, at SAS’ typiske kunder efter Corona er forskellige fra dem før pandemien. I dag er der færre forretningsfolk i flyene og langt flere ferie-rejsende, der ikke vil betale høje priser for flybilletter….
(Indledningsfoto til artiklen: Henry Fokuhl / Pixabay)
Skriv et svar