De tyske myndigheder ser ikke nogen risiko for at bruge Apples populære ”find mig” AirTags i forbindelse med bagagen i rute- og charterfly.
Det betyder, at Lufthansa må opgive sit forbud mod AirTags, som ellers blev meddelt for tre dage siden. Nu nøjes det tyske flyselskab med at opfordre til at slukke Air Tags, når de ligger i et fly.
Lufthansas forbud vakte ellers enorm opsigt i pressen verden over, fordi det var det første af de største flyselskaber, som sagde ”no way” til AirTags..
Air Tags er de små elektroniske dimser fra Apple, som man f.eks. kan lægge i sin tegnebog eller sætte i sit nøglebundt, så de er nemme at finde igen. Tag’gene udsender nemlig Bluetooth signaler, som en iPhone kan opfange trådløst.
Mange rejsende har under kuffert-kaos i lufthavnene her i sommers opdaget, at AirTags også kan bruges til at spore sin bagage, når den f.eks. ligger i en større bunke.
AirTags er bare de mest kendte, men på markedet findes også mange andre ”trackere”, som kan sættes på tasker og kufferter. De er f.eks. kompatible med Android.
Det tyske Luftfartsbundesamt har sammen med Lufthansa revurderet risikoen for, at strålerne fra AirTags kan forstyrre flyenes navigation i cockpittet. Nu er konklusionen, at de er ufarlige….
(Indledningsfoto til artiklen: Apple)
Skriv et svar