For et par år siden var Mallorca og de øvrige naboøer i Balearerne blant de første store turist-destinationer, som indførte en decideret turistskat.
Indtægterne fra skatten, der blev opkrævet som et dagligt gebyr for udenlandske besøgende, skulle bruges til at rydde op efter turisterne.
De efterlod ofte dele af Mallorca som den rene losseplads. Desuden havde øen brug for bedre kloakering og renseanlæg, som var hårdt pressede, mens turisterne ankom i millionvis hver sommer.
Mallorcas idé er siden blevet kopieret af flere andre rejse-destinationer i Sydeuropa, hvor turistskatten er blevet en vigtig indtægts-kilde til stats- og kommune-kasserne.
Forud for ferie-sæsonen 2023 har den regionale regering for de Baleariske Øer – den sidder i Palma de Mallorca – spekuleret i at forhøje turist-skatten næste år. Især skulle gæster på de dyrere hoteller betale mere.
Det engelsk-sprogede medie ”Majorca Daily Bulletin” melder nu, at den plan er blevet skrottet på grund af stærk modstand fra øens erhvervsliv og hotel-ejere. Planen gik bl.a. ud på, at skatten pr. turist skulle øges fra fire til seks euro pr. nat. Det er en stigning på 50 procent.
Som situationen ser ud lige nu, vil denne forhøjelse ikke ske. Næste års turister på Mallorca, Ibiza og Menorca skal betale samme skat som i år.
Turistskatten har givet anledning til årelange stridigheder på Mallorca. Hotel-ejerne er selvfølgelig imod den. De er bange for at miste kunder.
Omvendt går politikere og miljø-forkæmpere ind for skatten, fordi der er hårdt brug for penge til at forbedre øens infrastruktur og til at bekæmpe forurening og turisternes svineri….
(Indledningsfoto til artiklen: DJ Nick Otronic / Unsplash)
Skriv et svar