Som verdens første store virksomhed vil Siemens indføre forpligtende krav om bæredygtighed på forretningsrejser og stille skrappe CO₂ krav til de hoteller, som den tyske koncerns medarbejdere må overnatte på.
Med over 300.000 ansatte er Siemens Europas største industri-konglomerat, hvor danskeren Jim Hagemann i øvrigt er bestyrelsesformand.
Ham kender vi også som hjernen bag ombygningen af Mærsk fra rederi og ejer af Netto og Bilka til i dag en mere og mere digital transport-specialist. Inden da var han topchef i den tyske software-gigant SAP.
Siemens er aktiv i de fleste lande verden over og stod for over to millioner overnatninger inden Corona. Derfor er det en attraktiv kunde at have for rejse-industrien, og mon ikke de hoteller står skoleret, når der triller bestillinger ind med Siemens logoet på?
Derfor vil de samme hotel-ejere nok nærlæse de nye krav til grøn indretning og drift, som Siemens vil stille fremover.
De kaldes Green Stay Initiative (GSI) og forlanger bl.a. præcise oplysninger om hotellers grønne initiativer, CO₂ udledninger og andre bæredygtige data. Er de ikke gode nok i Siemens øjne, vælger den tyske gigant et andet hotel.
De nye grønne hotel-krav har Siemens udviklet i samarbejde med den internationale rejse-service-virksomhed HRS. Sammen har de udviklet et sæt nye krav, der gør det lettere at vurdere og sammenholde hotellers bæredygtighed og håndtering af f.eks. genbrug.
Ifølge Siemens har der ikke hidtil eksisteret globale standarder. Den indføres nu med GSI, hvor hoteller, som gerne vil have Siemens kunder, skal til indsende data til. De omfatter bl.a. energi- og vand-forbrug samt mængden af affald pr. nat pr. udlejet hotelværelse.
Informationerne vil Siemens så bruge til at udregne de pågældende hotellers CO₂ aftryk. Disse målinger bygger på internationalt anerkendte standarder som ISO og Greenhouse Gas Protocol.
Siemens og HRS har designet det nye Green Stay Initiative som et «open source» værktøj. Det vil gøre det nemt for andre virksomheder at indføre, når også de vil rejse mere bæredygtigt i fremtiden.
Over halvdelen af de hoteller, som Siemens normalt samarbejder med, har allerede indsendt de ønskede grønne data. Når initiativet rulles officielt ud næste år, regner Siemens med, at de fleste vil have gjort det.
Hotellernes informationer skal fornys hvert år i GSI databasen. De omfatter 80 enkelt-punkter, der dækker alt fra hotellets drift, madvarer og energi-politik til swimmingpools, air conditioning og spa områder.
GSI standarden skal også vurdere, om hotellerne f.eks. bruger miljø-rigtige busser, taxaer og limousiner eller stiller cykler til rådighed for deres gæster.
HRS, der både fungerer som hotel-portal og booking-platform for forretningsrejser, introducerede sit Green Stay Initiative (GSI) for halvandet år siden. I dag er den grønne standard aktiv i 130 lande verden over.
Ifølge HRS er Siemens den første verdens-koncern, der indfører GSI som standard i alle sine afdelinger og divisioner. Flere andre store virksomheder er begyndt at stille lignende krav til de hoteller, de vil benytte i fremtiden….
(Indledningsfoto til artiklen: Mara Conan Design / Unsplash)
Skriv et svar