Inden Corona pandemien ramte verden, kastede krydstogt-rederierne om sig med superlativer. Skibene kunne ikke blive store nok, indeholde de utroligste vand-rutsjebaner, bedste restauranter, de mest fornemme suiter og sejle de længste ruter verden rundt.
Nu ser superlativerne ud til at vende tilbage. I hvert fald er der ingen grænse for, hvad man kan opleve af luksus og action ombord på Royal Caribbeans kommende ”Icon of the Seas”.
Det er verdens største sejlende hotel med plads til 7.600 passagerer og også det dyreste krydstogtskib nogensinde at bygge. Omkring 17,5 milliarder kroner.
Når ”Icon of the Seas” stævner ud for første gang i 2024, skal den være tilbyde den ultimative familie ferie. Der er altså tale om krydstogter til alle generationer. Med al den ekstra støj, den slags giver.
Til gengæld lover Royal Caribbean, at priserne ombord skal være overkommelige. Til britiske medier oplyser rederiet, at en familie på fire kan tage på et uges krydstogt inklusive alle måltider of forlystelser for 2.700 pund. Det er ca. 21.000 danske kroner – og børn rejser gratis.
Børnene kan glæde sig til verdens største badeland og vandpark på et skib. Voksne kan kigge på 50 meter højt vandfald til søs eller hygge ved verdens største svømmende bar. Desuden er der flere ”infinity pools” med flot udsigt over havet, mens man selv pjasker i tempereret vand.
Det nye superskib er indrettet med otte forskellige ”nabolag” fordelt på 20 dæk. De omfatter alt fra et sunket piratskib øverst oppe til rederiets største skøjtebane længere ned i skroget. ”Icon of the Sea” byder samtidig på 40 restauranter, barer, cafeer og dansesteder.
Krydstogt-gæsterne kan vælge mellem 28 forskellige kabinetyper med Ultimate Family Townhouse som den mest fornemme. Det spænder over tre etager og har sin helt egen have med klassisk postkasse ved indgangen.
De såkaldte Infinity Balcony kabiner har store vandvendte glasdøre, der går fra gulv til loft og fører ud til en privat balkon, mens de nye Sunset Corner Suites med egne store terrasser er placeret bagerst på skibet.’
”Icon of the Seas” er det første i den helt nye Icon skibsklasse. Det er den første nye kategori fra Royal Caribbean, siden Oasis-klassen blev introduceret tilbage i 2009.
Skibet er samtidig rederiets grønneste og mest bæredygtige nogensinde. Det drives således frem af brændstof-celler og flydende naturgas (LNG). Når det ligger i havn, henter det sin energi fra landstrøm og har derfor ikke sine egne motorer tændt.
Fra januar 2024 skal «Icon of the Seas” tage på sine første krydstogter. Det sker med Miami i Florida som basis, og de syv-dages sejladser går til det østlige eller vestlige Karibien. Undervejs besøges også Royal Caribbeans private ø CocoCay….
(Indledningsfoto til artiklen: Royal Caribbean)
Skriv et svar