For første gang siden 2020 kan Danmarks største lufthavn igen vise overskud på bundlinien i tredje kvartal.
Samtidig kan Københavns Lufthavn (CPH) glæde sig over, at otte af ti rejsende er vendt tilbage, når man sammenligner med 2019 – året før Corona.
Ved årets udgang håber CPH at nå 22 million passagerer. Det er godt otte millioner færre end i 2019, der var det sidste ”normale” år før pandemien.
I de første ni måneder var tallet godt 16 millioner rejsende, viser lufthavnens netop offentliggjorte regnskab fort tredje kvartal af 2022.
Her fik CPH en omsætning på 1,071 milliard kroner. Den er 71 procent højere end i samme periode for et år siden.
Tredje kvartal endte også med et overskud før skat på 234 millioner kroner. Det er markant bedre end i årets første tre måneder, der gav et underskud på 171 millioner.
Set på årets første ni måneder betyder det et samlet overskud på 221 millioner kroner. Et beløb, der varmer efter to års kæmpe-underskud på tilsammen 1,5 milliard kroner, der blev resultatet af nedlukningerne under Corona pandemien.
Rejsende har efterhånden 275 flyruter at vælge imellem til og fra Københavns Lufthavn. En del ruter bliver betjent af flere flyselskaber. Derfor er ”netto-tallet” 144 direkte destinationer, man kan flyve til.
Det svarer til et indeks 89, når man sammenligner med 2019. Det er især de lange interkontinentale ruter til Asien og Nordamerika, der mangler.
De kan blive et problem på en anden måde: Spørgsmålet er nemlig, om København kan vende tilbage til fordums status som Skandinaviens og Nordeuropas store ”hub.”
Det er en lufthavn, som passagerer bruger til at skifte til andre ruter på vej til deres endelige rejsemål.
Da pandemien ramte i marts 2020, var knap 2.700 mennesker ansat i Københavns Lufthavn. Under Corona blev 800 af dem fyret. I dag er tallet igen oppe på 2.350.
I det hele taget har den voksende rejselyst skabt masser af nye jobs og aktiviteter i og omkring lufthavnen.
Fra lavpunktet i september 2021 er antallet af ansatte i lufthavnens omkring 1.000 virksomheder vokset med 3.300 fra 12.800 til i dag 16.100….
(Indledningsfoto til artiklen: Claus Andersen / Københavns Lufthavn)
Skriv et svar