Mens Finnair flyver ind i en dybere krise, ser det helt anderledes ud 1.000 kilometer længere sydpå Dér kører Lufthansa så godt igen efter Corona, at flyselskabet vil ansætte 20.000 flere folk.
Det er to meget forskellige nyheder, som landede i min indboks i dag.
Den gode er, at Lufthansa Group med koncern med flyselskaber som Lufthansa, Swiss, Austrian og Eurowings vil ansætte 20.000 nye medarbejdere, efter at drift og travlhed igen er ved at være på højde med tiden før Corona.
Allerede i år har Lufthansa hentet flere tusinde nye folk ombord. Nu er der så brug for mange flere til 45 forskellige jobs, der især drejer sig om piloter, kabine-personale, teknikere, it-specialister og jurister.
Pr. 1. oktober havde Lufthansa Group i alt 107.000 ansatte. Ved udgangen af 2023 skal det være mindst 127.000, medmindre en ny Corona kriser smadrer lufttrafikken igen inden da.
Ud over de mange nye medarbejdere investerer Lufthansa massivt i nye fly, indretning af dem og i forbedrede it-systemer.
Helt andre toner lyder fra Finnair, der i dag har fyret 150 af sine i alt 5.300 ansatte. Det sker som følge af de problemer, flyselskabet har fået af lukningen af det russiske luftrum.
Den går hårdt ud over Finnairs mange ruter fra Helsinki til asiatiske lande som f.eks. Kina, Japan og Indien.
Fyringerne kommer samtidig med, at Finnair har måttet aflyse over 100 afgange i dag, fordi kabine-personalet har nedlagt arbejdet.
Hvis stewardesser, stewarder og pursere ikke bliver enige med Finnair, vil flyselskabet formentlig gribe til flere afskedigelser i de kommende måneder.
(Indledningsfoto til artiklen: Norbert / Pixabay)
Skriv et svar