Når man spadserer rundt i New York, kan det godt føles, at der ligger en Starbucks kaffe-shop på hvert andet gadehjørne. De øvrige hjørner er så optaget af 7-Eleven butikker.
En ny og speciel Starbucks vækker imidlertid opsigt.
Ikke kun er det en Starbucks Reserve, der lover kaffe-oplevelse på et højere plan. Den nye Reserve ligger nemlig i New Yorks mest ikoniske bygning – i Empire State Building.
Cafeens indretning er samtidig ført tilbage til de glade Art Deco dage, hvor den historiske bygning blev rejst i sin fulde 441 meter og 102 etager. Det var i 1931.
Den nye Starbucks er også meget større end normale Reserve butikker. Den strækker sig over hele tre etager, hvor man også kan spise frokost og middag eller nyde en drink. Alt sammen i retro omgivelser.
Naturligvis skal den nye adresse fejres med en særlig detalje: Således kan kaffe-afficionados nyde en unik kaffeblanding, som kun fås i Empire State Building.
Stue-etagen i den nye café ligner en almindelig Starbucks allermest. Her kan besøgende drikke kaffe, spise kager og sandwiches og købe et stort udvalg af Starbucks Reserve merchandise – plus naturligvis poser med hele kaffebønner til at tage med hjem.
Tager man trappen eller elevatoren op på første sal, mødes man af en bar, der er som taget direkte ud af 1930’ernes New York.
I bedste gamle Starbucks tradition åbnes hvert måltid heroppe med en gratis smagsprøve af Starbucks særlige Reserve Empire State Building Microblend.
Til sidst kan man begive sig ned i under-etagen for at deltage i Starbucks Reserve Coffee workshops, der f.eks. har emner som ”Whiskey Barrel Aged 10” eller ”Espresso Martini Flight Fundamentals.”
Det er første gang, at Starbucks koncernen tilbyder workshops og kurser. Lokalerne kan desuden lejes til konferencer, møder og receptioner.
På alle tre etager kan man studere de originale bygge-elementer med nitter, som danner skelettet I New Yorks højeste bygning. Der eneste andet sted, man kan det, er ved siden af observatoriet længere oppe i Empire State Building….
(Indledningsfoto til artiklen: Matthew Glac / Starbucks Reserve)
Skriv et svar