Den danske LEGO koncern tjente penge som aldrig før under Corona pandemien, fordi så mange mennesker måtte blive indendørs i hjemmet og derfor havde god tid til at samle plastik-klodser.
LEGO benytter samtidig de positive vinde til at udvide sit netværk af egne butikker. De findes nu også til søs på krydstogtskibe.
Verdens første LEGO Store på et skib blev indviet på det tyske AIDAprima i september sidste år, Den har været en så stor succes, at LEGO nu har fordoblet sin ”flåde” og også åbnet en butik ombord på søsterskibet AIDAperla.
I den nye LEGO Store på AIDAperla kan unge og voksne fans af de farverige klodser boltre sig på 75 kvadratmeter.
Udvalget ombord rækker fra de klassiske LEGO byggesæt som f.eks. Duplo til de mindste til de helt store kits med over 5.000 dele som f.eks. LEGO Hogwarts Express eller LEGO’s flotte udgave af Titanic.
Den officielle LEGO maskot – en to meter høj matros – har også taget hyre på krydstogtskibet. Han skal bl.a. holde styr på de kreative konkurrencer, som passagererne bliver inviteret til, når der ikke er andet at bruge tiden på ombord.
Både AIDAprima og -perla ses i øvrigt med mellemrum i krydstogt-havnene i LEGO’s hjemland Danmark….
(Indledningsfoto til artiklen: AIDA Cruises)
Skriv et svar