I Danmark kører diskussionen kun på lavt blus om, hvorvidt det er lidt vild luksus i disse klimatider at have indenrigs flyruter mellem byer, der kun er 300 kilometer væk fra hinanden.
Tilhængerne af indenrigs fly som f.eks. Københavns Lufthavn har jo nok også ret i, at det danske jernbane-net slet ikke er gearet til at håndtere mange flere passagerer end i dag.
I udlandet ser situationen helt anderledes ud. F.eks. i Tyskland, Frankrig, Østrig og Schweiz, hvor der fra politisk hold er gjort seriøse tiltag til at lokke folk fra indenrigs fly over i mere klima-rigtige lyntog i stedet.
Nu har disse initiativer fået et officielt grønt lys fra EU-Kommissionen. Det betyder, at et EU-land godt må forbyde indenrigs flyruter.
Det er svaret, som den franske regering bare har siddet og ventet på i Paris. Her har regeringen længe puslet med planer om, at folk skal tvinges over i elektriske tog, hvis den kørte rute ikke tager voldsomt længere end at rejse den med fly.
I praksis omfatter det franske forbud togforbindelser, der kan klares på mindre end 2,5 timer. Forbuddet gælder i første omgang i tre år og vil så eventuelt blive gjort permanent.
De første Air France ruter, som nu vil blive lukket, går mellem Paris og storbyerne Nantes, Bordeaux og Lyon.
EU-Kommissionen havde valgt at prøve det franske flyforbud i forhold til den gældende Europa lovgivningen, efter at foreningerne af franske og europæiske lufthavne havde klaget over det.
EU-juristerne fandt imidlertid en klausul i den gældende lovgivning, som de færreste vidste eksisterede.
Klausulen tillader medlemslandene at indføre transport-forbud, hvis der ligger tungt-vejende klima-overvejelser til grund. Tilladelsen gælder dog kun i tre år.
Forbuddet mod korte flyforbindelser var et af 149 forslag fra et fransk borger-initiativ fra 2020, som præsident Emmanuel Macron gerne ville overtage de fleste af.
Klima-aktivister som f.eks. Greenpeace synes dog ikke, at det franske forbud slet ikke er tilstrækkeligt. Det dækker jo kun tre af i alt 100 indenrigs-ruter i landet.
Greenpeace kræver, at forbuddet udvides til at dække alle ruter, der kan klares med tog på under seks timer….
(Indledningsfoto til artiklen: Miguel Angel Sanz / Pixabay)
Skriv et svar