Alle flyselskaber taler om SAF – Sustainable Aircraft Fuel – og de lover alle sammen at hælde en stadig større andel af det grønne brændstof i flyenes tanke. Det kaldes ofte for bio-kerosin.
Ideen er sympatisk, men den kan bare ikke realiseres. I hvert fald ikke lige med det samme.
Produktionen af SAF er nemlig så lille, at den måske lige kan nå 1/1.000 del af behovet hos flyselskaberne.
Den nedslående meddelelse kommer fra flyselskabernes internationale branche-organisation IATA, der alligevel prøver at demonstrere optimisme på vegne af mindre forurenende flyrejser.
I år vil produktionen af SAF blive tredoblet i forhold til 2021, oplyser IATA. Hvor meget det konkret er tale om, er svært at få at vide. Tallene svinger mellem 300 og 450 millioner liter.
IATA håber, at produktionen kan øges 100 gange frem til år 2030. Et nødvendigt skridt, hvis flyselskaber og flyfabrikanter vil nå deres eget mål om helt forureningsfri drift i 2050.
Dette mål skal bl.a. realiseres ved hjælp af brændstoffer, der indeholder 65 procent SAF. Resten skal komme fra elektriske drevne fly eller maskiner, som flyver på brint og brændsels-celler.
Dette vil dog kræve, at produktionen øges til mindst 450 milliarder liter SAF om året. Det er over 1.000 gange mere end i 2022.
SAF kan bl.a. fremstilles af bio-masse fra planter. Det kan f.eks. være rester fra kornhøsten eller fra skovbrug, sådan som svenskerne arbejder med.
Da der simpelthen ikke er marker nok til at dyrke SAF-planter på – og de konkurrerer om plads med korn og andre vigtige fødevarer – bliver anden generation af SAF ofte udvundet af affald, gammel spiseolie eller kasserede fedtstoffer.
En tredje mulighed for at producere SAF er ved at opsamle CO₂ og omdanne det rent kemisk til flydende brint, der kan bruges i motorer.
Denne metode er imidlertid dyr og meget strømkrævende, hvilket gør den mindre relevant i tider med energikrise.
Danmark er også i gang med flere projekter, der indeholder SAF. Bl.a. har regeringen planer om, at den første rent SAF-baserede indenrigs-flyvning skal gennemføres inden længe.
Ifølge IATA er der efterhånden gennemført over 450.000 kommercielle flyveture med op til 50 procent SAF i tankene.
Det er den grænse, som motor-fabrikanterne har sat for at garantere sikker drift. I praksis flyver maskinerne dog typisk kun med 15 til 25 procent SAF om bord….
(Indledningsfoto til artiklen: KLM)
Skriv et svar